Peter 'PC' Christiansen varsler ændringer i FC København.

'Jeg kan sige, at der kommer til at ske organisatoriske ændringer på tværs af klubben i den kommende tid, men mere har jeg ikke til det,' skriver han således i en besked til B.T.

Sportsdirektøren bekræfter samtidig, at FC København har valgt at fyre Per Wind, som har været tilknyttet hovedstadsklubben siden 1999, hvor han begyndte som målmandstræner.

'Jeg kan bekræfte det, men vi udtaler os ikke om ansættelsesforhold for enkelte medarbejdere i medierne.'

Per Wind sammen med sin søn, FCK-angriberen Jonas Wind.
Per Wind sammen med sin søn, FCK-angriberen Jonas Wind. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Per Wind bekræftede selv fyringen tidligere lørdag. Det gjorde han i en sms til B.T.

'Det er korrekt, at jeg er blevet fyret. Der er meget, jeg gerne vil sige, men det vil jeg undlade. Det eneste, jeg vil sige, er, at jeg er mega skuffet over klubbens behandling af mig.'

Per Wind har siden 2013 været Team Manager i hovedstadsklubben, og så er han far til landsholdsangriberen Jonas Wind, der er fast mand i FC Københavns startopstilling.

Jonas Wind virker ligeledes trist over situationen. Han har således lagt en Instagram-story op fra torsdagens 3-1-sejr i Conference League med en tilhørende trist emoji.

Nu er spørgsmålet så bare, hvornår Peter 'PC' Christiansen melder noget ud om de organisatoriske ændringer.