Han har været ude med en skade, siden han for to måneder siden udgik mod AGF.

Men OBs tunesiske offensivspiller Issam Jebali nærmer sig et comeback, og det kan give cheftræner Andreas Alm grå hår. Det giver ham i hvert fald et puslespil, der skal løses i offensiven. Det vender vi tilbage til.

For i Jebalis fravær har en anden OB-spiller svunget taktstokken i den fynske offensiv. Unge Mads Frøkjær-Jensen har vist sin eminente teknik og strålende overblik – og så har han scoret fire mål og lavet en assist.

Alt sammen med udgangspunkt fra den centrale del af den offensive midtbane – omend han har bevæget sig frit omkring på de offensive pladser i kampenes hede.

Mads Frøkjær har været fremragende på den offensive centrale midtbane i Issam Jebalis fravær, men nu er tuneseren snart skadefri.
Mads Frøkjær har været fremragende på den offensive centrale midtbane i Issam Jebalis fravær, men nu er tuneseren snart skadefri. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men Frøkjær er mere end bare frække tunneler og skarpe vendinger, mener cheftræner Andreas Alm.

»Det er vigtigt, at man ser hans hårde arbejde. Når han har en spillestil, en karakter og et kropsprog, som ser ud som om, at han ikke er hårdtarbejde, skal folk se, at det rent faktisk er det, han er,« siger Andreas Alm.

Mads Frøkjær har tidligere på sæsonen forklaret sin fremgang med en større spilleglæde og tillid fra træneren, men Alm ser mere til den forklaring.

»Tillid er en træners sværeste ord. Tillid er ikke noget, du får om torsdagen, mister om søndagen og får tilbage om torsdagen.«

»Men der findes altid et spillerperspektiv. En tillid til det, som er holdudtagelsen. Altså man synes, at træneren giver en tillid, når man bliver valgt som en af de 11. Det er klart, at skal du udvikle dig og have fremgang, så skal du være på holdet,« siger cheftræneren og uddyber:

»Fremgangen skal ikke komme fra trænerens tillid. Fremgangen skal ligge hos dem selv. Vi har en stor magt med holdudtagelsen, men til sidst er det de bedste spillere, som får succes.«

Selvom Alm ser Frøkjær blive endnu bedre, er holdet det vigtigste.

»Han skal fortsætte, som han gør nu. Der findes altid små detaljer, vi kan arbejde med, men fremfor alt gælder det, at han er del af holdet. Vi bygger ikke individuelle koncepter, vi bygger et hold, og det skal vi fortsætte med,« forklarer Andreas Alm.

En del af det hold er altså også Issam Jebali, som Andreas Alm håber, kan få comeback mod AGF den 1. november.

Tuneseren sad på posten som central offensiv midt i starten af sæsonen, mens Mads Frøkjær tog sit udgangspunkt på venstrekanten. Siden Jebali blev skadet, har Frøkjær brilleret i midten.

Så hvad sker der, når Jebali snart kommer tilbage?

»Der er ikke plads til begge på samme position i samme kamp. Sådan gør vi ikke, vi kan ikke spille med 12 spillere,« griner Andreas Alm.

»Jeg ser det bare som en mulighed. Jeg vil have så gode spillere på så højt niveau som muligt. Når alle er skadefri, er der fuld konkurrence, og jeg tror, der findes et yderligere niveau i spillerne, hvis der er konkurrence,« fortsætter han.

Han hæfter sig ved og glæder sig over, at han råder over flere kantspillere og flere 10'ere.

»Issam har flere positioner i sig, og Frøkjær har flere positioner i sig. Jeg tror tilmed, han kan spille 6'er.«

Han fremhæver også Moses Opondo og Emmanuel Sabbi, der kan dække flere af de offensive positioner.

»Det er en styrke over tid,« fastslår Andreas Alm, der også har Bashkim Kadrii, Max Fenger og Troels Kløve på de offensive positioner.

»Men jeg ved jo ikke, hvem der er til rådighed, når Issam kommer tilbage. Jeg udtager de spillere, jeg mener, er bedst til at vinde hver kamp.«

»Det er aldrig nemt at udtage en start-11, men det er heller ikke svært. Det skal gøres hver gang, og jeg ligger ikke søvnløs over det, men jeg tager heller ikke let på opgaven.«

I første omgang gælder det pokalkampen mod FC Nordsjælland i Farum onsdag aften, og skal man dømme ud fra fordelingen af overtrækstrøjer ved tirsdagens træning, bliver OBs fire offensive spillere Emmanuel Sabbi, Mads Frøkjær, Moses Opondo og Max Fenger i den kamp.