Han har ikke spillet fodbold, siden OB mødte FCK den 1. august. OBs back Ryan Johnson Laursen kæmper fortsat for at komme tilbage på banen.

Nu har han taget et godt skridt på vejen. Han har nemlig fået foretaget et mindre indgreb i læggen. Det skriver han på sin instagramprofil, hvor han også har postet et billede af sig selv på krykker.

»Jeg har altid set mig selv som værende ekstremt modstandsdygtig. Men alligevel har den seneste tid været noget af en test for mig,« skriver Ryan Johnson Laursen.

»Jeg har siden slut august siddet ude med en skade, og under min genoptræning får jeg til min store irritation problemer med min ene læg,« fortsætter han.

»Det tog lidt tid at diagnosticere de problemer, men det er 'heldigvis' det samme, jeg tidligere har været ramt af i det ene lår, som relativt hurtigt blev fikset. Et lille indgreb blev foretaget i går, og det gik rigtig godt.«

»Det er en lettelse for mig, at det nu er overstået.«

Ryan Johnson Laursen har i sin skadespause kunnet se norske Nicholas Mickelson træde ind på højrebacken, hvor nyindkøbet har gjort det flot med offensive udfordringer.

»Nu ser jeg frem mod at arbejde stenhårdt på at blive den spiller, jeg altid har været. Så jeg i det nye år kan bidrage til holdet og spille foran de mange fans på Nature Energy Park, som jeg har savnet helt vildt. Jeg går ind i 2022 med god energi,« slutter Ryan Johnson Laursen sit opslag, der i kommentarfeltet er fyldt med støtte fra holdkammeraterne i OB.

Andre læser også