Michael Hemmingsen. Chris Sørensen. Anders Møller Christensen.
Klubbens ansigt. Holdets talsperson. Der følger et særligt ansvar med, når en fodboldspiller trækker det mytiske anførerbind op ad armen.
»Det er et specielt privilegium, men også en stor udfordring. Det er med stor stolthed, jeg udøver hvervet.«
Fra ungdomsfodbold i Odense-bydelen Sanderum til anfører for byens største fodboldklub, som han har spillet over 160 kampe for – med udsigt til mange flere.
Jens Jakob Thomasen kender i den grad OBs kultur.
»Du kan sige, at jeg er kulturen,« fortæller han B.T. Det vender vi tilbage til.
Den 25-årige midtbanemand har trods alt været en del af 'Striwerne', siden han var 12 år, og han har tidligere båret anførerbindet på klubbens ungdomshold. Der løber blåt og hvidt blod i hans årer.
Men hvilken type anfører er han så?
»Den bedste måde at beskrive det på er nok, at jeg er 'lead by example'. Jeg prøver at opmuntre og give energi, men det er først og fremmest min måde at spille på, som også er det, vi gerne vil som klub,« siger Jens Jakob Thomasen.
»Vi vil gerne være possession-minded og spille fremad, og det forsøger jeg at få implementeret ved at vise vejen.«
Netop Jens Jakob Thomasens karakter er essentiel for klubbens cheftræner, Andreas Alm.
»Jens Jakob er den karakter, jeg ønsker at have. Han har haft problemer med skader og haft ondt. Han har haft rigtig ondt, men endog har han sagt, at han er klar til kamp. Han viser, at han vil spille. Det er karakter,« fortæller OBs svenske træner, der kun har én særlig forventning til sin anfører.
»Jeg forventer ikke mere end, at han er sig selv. Man kan godt give anførerbindet til en spiller, man ønsker skal forandre sig. Men jeg har valgt Jens Jakob for den, han er – ikke for den, han skal blive. Jeg ønsker ikke, han forandrer sig.«
Ved siden af OB-anføreren i omklædningsrummet sidder den 20-årige angriber Max Fenger, der kom til OB fra Roskilde for tre år siden. Han har kun ros tilovers for sin anfører.
»Jeg ved, han er der for mig, hvis jeg har brug for det. Det er en rar følelse at have,« forklarer Fenger og uddyber:
»Jeg forventer, at han går forrest, er en god person, og at han får hele holdet med. Han bærer anførerbindet flot.«
Thomasen er selv klar over det ansvar, der følger med det ikoniske armbind.
»Helt konkret kræver det nogle flere praktiske ting, hvor det er mig, der er talsperson for holdet. Men der følger også et ansvar på banen for ikke bare min egen præstation, men hvor jeg også skal samle holdets præstation,« siger han.
Samtidig ved han, hvornår man er en god anfører.
»Når du formår at samle holdet og er en type, som alle kan stå bag. Vi har et fælles mål, og det er mig som anfører, der skal samle holdet, så vi alle bruger de samme midler til at komme i mål.«
Et fodboldhold kan dog ikke nøjes med én leder. Der skal flere til, fastslår Andreas Alm.
»Der er ingen, der kan være anfører uden andre ledertyper på holdet. Det er vældig svært, hvis du er 25 personer og kun én leder. Vi er heldige, at vi har andre ledere,« siger cheftræneren og fremhæver Bashkim Kadrii, Jeppe Tverskov og Kasper Larsen.
»Imod AGF viste Mads Frøkjær stort lederskab, fordi han ville have bolden meget. Det er også mod,« fortsætter Alm.
Og så var der det med OB-kulturen, der er en fast integreret del af Jens Jakob Thomasen. Andreas Alm ser det som en bonus.
»Det er klart, det betyder noget, men det er ikke afgørende. I den strategi, klubben bygger på i dag, er der stort fokus på, at vi skal være en del af Fyn og Odense. Så det er en bonus, at Jens Jakob er herfra,« vurderer Alm.
Unge Max Fenger er heller ikke tvivl.
»Det er en rigtig god historie, at han er kommet hele vejen gennem akademiet. Det betyder noget både for klubbens selvforståelse og for fansene, at det er en lokal dreng, der elsker klubben og ved, hvad det betyder for fansene,« siger han.
OBs nye strategi blev meldt ud først på sommeren, og selvom Jens Jakob Thomasen har sat sig ind i den, går han ikke og tænker over, hvordan han skal leve op til den.
»Kulturen er ikke fremmed for mig. Jeg går ikke og tænker, at vi skal huske at være nogle særlige ord. Det ligger naturligt til mig.«
»Jeg er blevet opfostret i klubben og har fået værdierne ind under huden.«
Han slutter med en vished om ikke at hvile på laurbærrene.
»Jeg tager udfordringen op og forsøger at forbedre mig hver dag. Jeg tror, man altid kan blive bedre til at håndtere ansvaret.«
