Danmarks dyreste Dortmund-Delaney.

Den danske midtbanekriger Thomas Delaney står over for et opsigtsvækkende klubskifte til storklubben Borussia Dortmund, som ikke bare vil gøre ham til Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde, men også vil sende op mod 20 millioner kroner til FC København.

Hele 180 millioner kroner er nemlig beløbet, som Bundesliga-giganten skulle være klar til at smide efter Werder Bremen for at sikre sig danskeren. Det skriver både Sportsbild og Die Welt.

Ifølge Die Welt kan overgangssummen på 180 millioner stige med yderligere 20 millioner kroner, hvis Dortmund når ind i Champions League-gruppespillet i den kommende sæson.

Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

Det er alt sammen godt nyt for Thomas Delaneys barndomsklub, FC København. I januar 2017 skiftede Delaney den hvide trøje ud med Werder Bremens grønne ditto efter en handel, som sendte 15 millioner kroner til København.

Bliver Delaneys klubskifte til Dortmund en realitet, står FCK til at score en betragtelig sum. Ifølge BTs oplysninger sikrede FCK sig omkring 10 procent af vidersalgssummen, som overstiger salgsprisen på 15 milllioner kroner, da den levende FCK-legende blev solgt til Werder Bremen.

Derfor vil der potentielt tikke i omegnen af 18,5 millioner kroner ind på kontoen hos FCK, hvis tallene fra Die Welt stemmer. Bestemt en betragtelig sjat for en dansk klub.

FCK’s pressechef, Jes Mortensen, bekræfter, at der er en videresalgsklausul i Delaneys kontrakt, men vil ikke oplyser nærmere detaljer derom.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge Die Welt vil handlen mellem de to Bundesliga-storklubber komme i stand inden weekenden:

»Begge klubber er enige, og kun en stor uvending i form af et højere bud fra en anden kub kan forhindre skiftet til Borussia Dortmund,« skriver avisen.

Den 26-årige danske landsholdsprofil, som ventes at spille nøglerolle for Danmark ved VM, har kontrakt med Werder Bremen frem til sommeren 2021.

»Det vigtigste for mig er, at det bliver en fin aftale for alle, og at Werder også kan se sig selv i øjnene, og jeg kan se mig selv i øjnene. Det er målet. Jeg ønsker ikke at gå på 'bad terms', men det, tror jeg også godt, kan lade sig gøre,« sagde Thomas Delaney i landsholdslejren til BT tidligere på ugen, da han blev spurgt til historierne om, at et klubskifte er under opsejling, hvilket Werder Bremen-boss Frank Baumann havde bekræftet i tyske medier.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Delaneys agent, Michael Stensgaard.

Foto: CARMEN JASPERSEN
Vis mere