Nadia Nadim er faldet til i Frankrig. På en måde hun aldrig har prøvet før.

»Jeg føler mig hjemme, for jeg føler, at alle de andre har en anden baggrund end fransk. Der er nogle fra Senegal og Cameroun. Og selv franskmændene. Så føler jeg mig ikke som en outsider,« siger hun.

Det fortæller den danske landsholdsspiller med baggrund i Afghanistan i TV3 Sport-programmet 'Tæt på'. Se et udsnit af interviewet øverst i artiklen

For et år siden skiftede hun til storklubben Paris Saint-Germain, og det har fået hende til at betragte sit liv anderledes.

Nadia Nadim er glad for at være i Frankrig.
Nadia Nadim er glad for at være i Frankrig. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

»Det har jeg faktisk ikke tænkt på, før jeg kom hertil og blev spurgt til det. Jeg tror, jeg trives bedst, når det er mere multikulturelt. For så ser man ikke på mig som det sorte får eller hende den forkerte. Fordi alle har noget andet med sig,« siger Nadia Nadim.

I interviewet fortæller den 32-årige angriber videre, hvor hun i Danmark har haft det svært.

»Det har ikke fungeret så godt i de klubber, som jeg har været i i Danmark. Og jeg har reflekteret over, hvorfor det er, at jeg altid har følt mig dårligt tilpas, på landsholdet eller i danske klubber,« siger Nadia Nadim:

»Og det er jo ikke mig, der er noget galt med. Det er fordi, at man som samfund ikke er udviklet til det endnu.«

Hun mener, at hun for mange gange har oplevet, at folk har prøvet at ændre på hende. Eksempelvis i den forrige klub, Manchester City, som hun endte med at forlade før tid til fordel for PSG.

Og i Frankrig har Nadia Nadim i stedet fået 'rum til at blomstre'.

»Nu hvor jeg siger det, så tror jeg også, at der er mange, der kommer til at have ondt i røven over, at jeg siger det, som det er. Der er nok også nogle, der vil mene, at jeg er utaknemlig og blablabla. Alt det bullshit, som folk kommer med. Men det er jo bare facts. Jeg siger det, som jeg ser det,« siger Nadia Nadim.

'Tæt på' med Nadia Nadim er tilgængelig på Viaplay nu.