Rygterne har været mange, siden Ståle Solbakken blev fyret som træner i FC København 10. oktober.

Blandt andet er det flere steder beskrevet, at nordmanden havde tabt omklædningsrummet. Men det passer ikke.

Det mener FCK-kometen Mohammed Daramy i hvert fald ikke.

»Det vil jeg ikke sige. Der er ikke nogen, der har tabt omklædningsrummet,« siger den unge FC København-spiller og fortsætter.

Daramy mener ikke, at Ståle Solbakken havde tabt omklædningsrummet.
Daramy mener ikke, at Ståle Solbakken havde tabt omklædningsrummet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Fyringen kom som en stor overraskelse for os alle, fordi han havde det godt med hele truppen, så jeg vil ikke sige, han havde tabt omklædningsrummet.«

18-årige Mohammed Daramy understreger dog samtidigt, at det er på tide at komme videre og tage imod Jess Thorups nye idéer.

Kantspilleren tilføjer, at han føler, at Ståle Solbakken gjorde, hvad han kunne for at undgå en fyring.

»Som sagt havde han et godt forhold til hele truppen, og han prøvede virkelig at hjælpe så meget, han kunne, og undgå en fyring.«

52-årige Ståle Solbakken blev fyret i FC København 10. oktober.
52-årige Ståle Solbakken blev fyret i FC København 10. oktober. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

52-årige Ståle Solbakken gav et længe ventet interview i TV3 Sport-programmet 'Onside' søndag aften, hvor han fortalte sin egen version af fyringen.

Det har efterfølgende medført en masse kritik af FCK's bestyrelse. Flere FCK-fans var eksempelvis ude på sociale medier og udvise sympati for deres tidligere træner efter interviewet.

Hovedstadsklubben tabte mandag aften med 1-2 til Randers i Parken, og Mohammed Daramy fortæller, at de efterfølgende dage ikke var sjove.

»Det er klart, at der har været nogle frustrationer i truppen. Vi taber fodboldkampe, og det er aldrig sjovt. Vi har allerede tabt fem kampe i sæsonen, og det er slet ikke godt nok. Men nu må se fremad, og vi skal i første omgang hente tre point i Sønderjyske på søndag.«

Den offensive FC København-spiller siger afsluttende, at det er på tide, at de begynder at spille for trøjen, når de går på banen.

»Ansvaret for de dårlige resultater ligger hos os spillere, der går på banen. Vi skal spille for trøjen nu og give alt, hvad vi har, for at opnå bedre resultater.«