Krisen kradser i FC København. I hvert fald, hvis du spørger Nicolai Boilesen.

»Jeg synes helt bestemt, at krise er et fair ord at bruge om situationen lige nu. Vi ligger tredjesidst i Superligaen, og det er langt under, hvad folk forventer af os, og hvad vi forventer af os selv.«

Hovedstadsklubben tabte mandag aften med 1-2 til Randers i Parken. Det fik den 28-årige forsvarsspiller til at kalde indsatsen for elendig.

Du var meget kontant i mandagens interview. Har du eller andre talt med store bogstaver efterfølgende?

Nicolai Boilesen mener, at det er fair at sige, at FCK er i krise.
Nicolai Boilesen mener, at det er fair at sige, at FCK er i krise. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg ville aldrig sige noget til medierne, som jeg ikke ville til mine holdkammerater. Så ja, jeg har sagt nogle ting, men det er der ligeledes andre, der har, fordi vores indsats slet ikke var okay.«

Nicolai Boilesen ser nu frem til søndagens udekamp mod Sønderjyske i Superligaen, men erkender samtidig, at de seneste dage har været hårde.

»Jeg ville gerne have været i en boksering mandag aften, så jeg kunne slå nogle frustrationer ud. Jeg havde svært ved at sove, og tirsdagen var heller ikke sjov. Det har været nogle hårde dage.«

FCK har samlet ni point sammen i sæsonens første 10 kampe, og de er i skrivende stund ni point efter FC Midtjylland, der fører rækken.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

FC København-spilleren blev ikke udtaget til landsholdets venskabskamp mod Sverige tidligere på måneden, selv om der var flere debutanter med, fordi flere i truppen måtte en tur i coronaisolation.

Det er dog ikke noget, der kommer som en overraskelse for Nicolai Boilesen.

»Jeg vil helst ikke sige, hvad Kasper (Hjulmand, red.) og jeg taler om. Men vi har haft flere samtaler, og det overrasker mig overhovedet ikke, at jeg ikke blev udtaget,« siger han og fortsætter.

»Man skal også huske, at jeg har været skadet i meget lang tid, og jeg har kun spillet kontinuerligt i to måneder.«

Tror du stadig, at der er en plads på landsholdet til dig på et tidspunkt?

»Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at jeg ville elske at være en del af landsholdet igen. Men lige nu prioriterer jeg at få min krop 100 procent i orden, og når den er det, så håber jeg selvfølgelig, at Kasper ser min vej.«

Nicolai Boilesen er noteret for 17 landskampe for Danmark, og her er det blevet til et mål.