Legenden Mike Tyson gjorde et meget imødeset comeback i bokseringen, da han tidligt søndag morgen dansk tid mødte Roy Jones Jr. i en opvisningskamp.

De to veteraner måtte dog gå fra ringen med uforløst sag, da kampen endte uafgjort.

Braget mellem 54-årige Tyson og 51-årige Jones Jr. blev bokset over otte omgange i Staples Center i Los Angeles.

Selvom kampens dommere altså ikke kunne finde en vinder, så vurderer mange internationale medier, at »Iron« Mike Tyson dominerede i størstedelen af kampen og fortjente sejren.

Det var da også Mike Tyson, som var mest i offensiven og fik sendt de fleste slag afsted, mens Roy Jones Jr. primært koncentrerede sig om at forsvare sig selv.

Efter kampen var der dog ikke den store utilfredshed at spore hos Mike Tyson.

»Det har jeg det fint med. Jeg har det fint med, at den blev uafgjort, fordi jeg underholdte publikum. Publikum var tilfredse med den (kampen, red.),« sagde Tyson med et smil om kampen, der på grund af coronavirussen blev bokset uden tilskuere.

»Jeg var rigtig glad for at være her. Uanset hvad alle har sagt om det, så er jeg glad for at have gået de her otte runder. Ingen troede, jeg kunne gå otte runder, men du er nødt til at stå distancen. Sådan er boksning,« fortsatte Tyson.

I det andet ringhjørne var Roy Jones Jr. derimod skuffet over udfaldet.

»Jeg er ikke tilfreds med uafgjort. Jeg bokser ikke til uafgjort, sagde Jones Jr., som dog samtidig erkendte, at Tyson havde fået sat nogle hårde slag ind.

»Det er lige meget, om han rammer dig med sit hoved, med slag, med stød til kroppen. Det hele gør ondt. Slagene på kroppen mærkede mig. De gør dig udmattet.«

For Mike Tysons vedkommende var det første gang siden 2005, at han var i kamp. Roy Jones Jr derimod boksede sin sidste professionelle kamp i 2018.

Efter kampen indikerede begge boksere, at de har tænkt sig at bokse flere velgørenhedskampe.