Mikael Anderson bankede bolden i kassen til 2-0 i søndagens 3-0 sejr over FC Midtjylland. Efterfølgende gled han ud til FC Midtjyllands tilrejsende fans og stak en finger i hvert øre.
Og det var et klart signal til de FCM-fans, der har været efter islændingen efter skiftet til AGF.
»Det var da en ekstra fed fornemmelse at score i dag, man vil gerne gøre det godt over for sin tidligere arbejdsgiver. Selvfølgelig var det et signal. Jeg har fået et par beskeder på sociale medier, og nogen har været efter en, og det var et svar til dem,« siger Anderson og fortsætter.
»Jeg scorer et mål, og så fejrer jeg det. De har også piftet af mig. Men jeg elsker FC Midtjylland. Og menneskene i klubben. Fodbold er følelser, og jeg ved godt, hvorfor de pifter, det er jo grundet fængselsbilledet, jeg lagde op.«
Efter kampen gav FC Midtjyllands anfører, Erik Sviatchenko, udtryk for, at han synes, det var ærgerligt, at Mikael Anderson valgte at fejre sin scoring på den måde. En kommentar, som islændingen ikke havde meget at sige til.
»Når jeg scorer et mål, så skal det selvfølgelig fejres. De har piftet af mig de sidste to kampe, og så fik den lidt ekstra. Erik (Sviatchenko red.) er en god anfører, men han siger mange ting. Jeg skal nok selv styre, hvordan jeg vil fejre et mål.«
Han var selvfølgelig også glad for sejren over sin tidligere klub.
»Vi havde held med os i dag. Jeg synes ikke, vi spiller fantastisk, men vi var kyniske. Vi havde en virkelig god tænding på i dag og en god aggressivitet. Der var mange gode præstationer rundtomkring. Tingager brænder en fantastisk kamp af, efter han ikke har spillet så meget.«
Næste opgave for AGF er 21. november, når de møder FC København i Parken.

