Superliga-stjernen Viktor Fischer er snart fortid hos FC København.

I hvert fald, hvis du skal tro den belgiske journalist David Van Den Broeck. Han skriver nemlig, at danskeren er på vej til Antwerpen i Belgien.

Det skriver han således både på sin private Twitter-profil samt i en artikel for det lokale medie.

David Van Den Broeck skriver, at Viktor Fischer landede i Belgien torsdag aften. Nu skal han gennemgå det obligatoriske lægetjek, inden en aftale kan blive officiel.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

David Van Den Broeck bekræfter over for B.T. i en mail, at Viktor Fishcer snart er fortid i dansk fodbold.

'Han skriver uden tvivl under med Antwerpen, hvis han består lægetjekket. Han landede i Belgien i aften med alle sine kufferter, så han er her for at blive.'

Hvis Viktor Fischer bliver præsenteret i den belgiske fodboldklub, vil han pludselig skulle have en tidligere rival som cheftræner.

Mesterskabstræneren Brian Priske skiftede nemlig FC Midtjylland ud med Royal Antwerpen i sommer. Og han er ifølge David Van Den Broeck meget ivrig efter at skrive under med danskeren. Det blev desværre en skidt debut, da klubben tabte sæsonens første ligakamp med 2-3.

Viktor Fischer søger væk fra hovedstadsklubben efter en periode, hvor han ikke har været en del af Jess Thorups trup. Han var først udeladt i søndagens kamp mod Silkeborg, mens han heller ikke rejste med FC København til Rusland, hvor de spiller Conference League torsdag aften.

Jess Thorup sagde i et interview inden Silkeborg-kampen, at Viktor Fischer kæmpede med sit niveau i øjeblikket.

Den 27-årige tidligere landsholdsspiller har scoret mere end 25 mål i FCK-trøjen, mens han tidligere har optrådt for Ajax, Mainz og Middlesbrough.

David Van Den Broeck kan ikke sætte et tidspunkt på underskrivelsen af en eventuelt kontrakt lige nu.