Superligaen er startet op igen efter coronapausen, og dermed er rygterne frem mod det kommende transfervindue også startet.

Og der kan være lidt af en handel på vej mellem to af ligaens tophold.

For ifølge Århus Stiftstidende har FC København fået et godt øje til AGF's velspillende venstreback Casper Højer Nielsen, og AGF's sportschef, Peter Christiansen, afviser da heller ikke, at der kan være en handel undervejs.

»Jeg ved, at der kommer forandringer, men det bliver stadigvæk ikke noget med otte-ti spillere ind og ud i det kommende vindue. Men med de interessante navne, vi har i truppen, er det svært ikke at se i hvert fald en eller to afgange via salg, når sæsonen er spillet færdig,« siger Peter 'PC' Christiansen til mediet.

Casper Højer Nielsen kan være på vej til FC København i en vild byttehandel.
Casper Højer Nielsen kan være på vej til FC København i en vild byttehandel. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ifølge mediets oplysninger er interessen fra København så stor, at FCK er villige til at bytte den 30-årige norske reservekeeper, Sten Grytebust, og en pose penge for den danske venstreback.

Efter sigende skulle hovedstadsklubben være klar på at sende en million euro, svarende til næsten 7,5 millioner kroner, plus den norske målmand til Aarhus mod at få Casper Højer Nielsen den modsatte vej.

Skulle handelen gå igennem, vil 25-årige Casper Højer Nielsen vende tilbage til FC København, hvor han tidligere har spillet ungdomsfodbold, inden Lyngby Boldklub hentede ham i 2014.

25-årige Casper Højer Nielsen har spillet i AGF siden starten af 2018. På nuværende tidspunkt har venstrebacken kontrakt med AGF indtil udgangen af 2021.

Det har været yderst begrænset med spilletid i denne sæson for Sten Grytebust. Nu kan han være på vej til AGF i en opsigtsvækkende byttehandel.
Det har været yderst begrænset med spilletid i denne sæson for Sten Grytebust. Nu kan han være på vej til AGF i en opsigtsvækkende byttehandel. Foto: Henning Bagger
Vis mere