FCK-keeper skal opereres efter skade til træning
Sten Grytebust skal opereres, efter at han blev skadet mandag, fortæller Ståle Solbakken.

Sten Grytebust skal opereres, efter at han blev skadet mandag, fortæller Ståle Solbakken.

FC København har været hårdt ramt af skader i dette efterår, og nu er den gal på målmandsposten.
FCK-keeper Sten Grytebust skal således opereres, efter han blev skadet til træning.
Det oplyser træner Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside uden at fortælle om, hvor skaden er.
- Vi er også hårdt ramt på keeperpladsen, for Sten Grytebust blev skadet til træningen i mandags og skal opereres en af de næste dage, og så må vi se, hvor længe han er ude, siger Solbakken.
Onsdag aften passede Karl-Johan Johnsson målet, da FCK vandt over Hillerød i pokalturneringen.
FCK måtte igennem straffesparkskonkurrence, og her blev Johnsson helten med to redninger.
/ritzau/