En sag om racistisk chikane af sydkoreanere har ramt dansk fodbold – og det har sendt sindet i kog hos kulturministeren.

Torsdag aften blev den sydkoreanske fodboldblogger Sungdeok Kwon og hans kammerat udsat for racistisk opførsel før en FC Midtjylland-kamp i Herning af lokale fans. Dette blev fanget på video og delt på de sociale medier.

Superliga-klubben har taget kraftigt afstand til episoden, hvor unge FCM-fans sendte både 'fuckfingre' og lavede 'skæve øjne' til de to sydkoreanere. Men derudover har sagen ikke fået yderligere konsekvens. De racistiske FCM-fans på videoen har dog undskyldt til sydkoreanerne.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har delt videoen og fordømt opførslen. Til B.T siger han, at han ville ønske, at 'gerningsmændene' havde fået en hårdere straf for deres åbenlyst racistiske handlinger. OPDATERING KL. 15.30: FCM har efter denne artikel udkom uddelt karantæne til to danske fans

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad tænker du om denne sag, og det, du ser på videoen?

»Jeg forventer, at enhver dansk fodboldklub tager afstand fra racistisk og hadefuld opførsel. Dansk fodbold har i flere år kørt en kampagne, hvor man siger nej til racisme, hvilket også kører internationalt. Den opførsel er utrolig tåbelig, og det gør mig utrolig trist, at danske fodboldfans opfører sig på den måde over for gæster fra udlandet, der ikke ligner dem selv.«

FCM har fordømt fansenes opførsel på videoen, og fremhæver, at fansene har sagt undskyld til sydkoreanerne, men at der ikke umiddelbart vil være nogen anden form for straf. Hvad synes du om klubbens håndtering?

»Hvis nej til racisme også skal fungere i virkeligheden, kræver det, at de klubber, der oplever, at deres fans ikke opfører sig ordentligt, også griber ind med konsekvens. Det glæder mig, at FC Midtjylland har taget afstand til denne fanopførsel.«

Bør der slås hårdere ned på det her i den konkrete sag?

»Var det foregået inde på stadion, så havde reglerne i Spillerforeningen og DBU, mig bekendt, medført en økonomisk konsekvens over for klubben. Var jeg ejer af fodboldklub, og havde oplevet det her fra nogle fans, så havde jeg nok valgt lidt skarpere konsekvenser. Min holdning er, at hvis man opfører sig racistisk i tale, med ytringer eller håndtegn eller andet, så hører man ikke hjemme i nogen danske fangrupperinger eller på stadion.«

Er der noget, du som kulturminister vil gøre i forbindelse med denne sag udover at markere din afstand til den racistiske hændelse med dit tweet?

»Som landets kulturminister, synes jeg, det er meget vigtigt, at hvis der er nogen, der internationalt følger med i denne sag, så kan de se, at jeg sender det fuldstændig klare signal, at jeg tager afstand fra denne opførsel, og at racisme ikke hører hjemme på danske fodboldstadioner, og det gør det heller ikke i en fanzone, som er oprettet og drevet af danske fodboldklubber.«

FCM møder Brøndby i Herning søndag aften. Hvad ville du sige, hvis de personer, der opfører sig racistisk i videoen, er at finde på lægterne til kampen?

»I vores skoleuddannelsessystem har man jo et sundt princip, der siger, at hvis man ikke opfører sig ordentligt, så bliver man sendt hjem eller kommer op på rektors kontor, så får man tid til at køle af og få nogle gode råd om adfærdsregulerende opførsel i fremtiden. Der er brug for adfærdskorrigerende adfærd til vedkommende her.«

Mener du, at det er så alvorligt, at det burde blive en politisag?

»Jeg har et godt samarbejde med Divisionsforeningen og DBU, vi har et velfungerende regelsæt og et godt fodboldmiljø, vi alle kan være stolte af.  Det vigtigste er, at der bliver taget afstand, og at det får en mærkbar konsekvens.«

Du har delt opslaget med video, og kalder opførslen 'en skamplet'. Kunne du selv finde på at politianmelde episoden?

»Jeg kunne ikke selv finde på at politianmelde det. Det er op til FC Midtjylland at tage ansvar for at håndtere sagen.«

Racisme generelt i dansk fodbold: Er der noget, du som kulturminister kan gøre for at komme det til livs?

»Jeg opfatter det her som udtryk for enkelte personers manglende pli, høflighed og opdragelse. Jeg håber, vedkommende har røde ører. Oplever vi noget lignende gentagne gange i dansk fodbold, så ville jeg invitere landets fodboldklubber til en drøftelse for at komme det her til livs.«

FC Midtjylland er blevet ekstra interessant for sydkoreanere, fordi klubben har købt landets stjerneangriber Cho Gue-sung denne sommer.
FC Midtjylland er blevet ekstra interessant for sydkoreanere, fordi klubben har købt landets stjerneangriber Cho Gue-sung denne sommer. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad har du gjort dig af tanker om at dele videoen, hvor man kan identificere de her unge mennesker, som jo har undskyldt for deres opførsel over for sydkoreanerne?  

»Jeg havde ikke delt den, hvis den ikke var blevet sendt live til et stort sydkoreansk publikum. Videoen er delt vidt og bredt i Danmark. Det er ikke min opgave at komme gerningsmændene til undsætning. Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg er på sportens side, og at jeg støtter reglerne for afvikling af fodboldkampe i Danmark.«

Vi ved, at den sydkoreanske blogger skal se FCMs kamp mod Brøndby i dag på MCH Arena. Hvad vil du sige til ham og hans venner, efter det de oplevede i torsdags?

»Jeg er glad for, at de er blevet i Danmark, og at de giver dansk fodbold en chance mere. Vi har utrolig meget at byde på. En enkelt dårlig oplevelse må ikke skygge for en skøn fodboldkultur, hvor der i reglen er plads til alle på og omkring stadion og til vores fodboldkampe.« 

FC Midtjylland skrev lørdag i en sms til B.T., at klubben ser det som forkastelig adfærd.

'De afspejler ikke FC Midtjylland og den måde, vi behandler folk på. Det er en beskæmmende og forkastelig adfærd, som ikke hører til i vores samfund,' skrev klubben, der samtidig fortalte, at de unge drenge efterfølgende undskyldte til sydkoreanerne.