Den 34-årige angriber Kjartan Finnbogason kan se sig om efter en ny arbejdsgiver.

For hans kontrakt med Vejle Boldklub er blevet ophævet. Det oplyser klubben på dens hjemmeside.

»Kjartan bidrog med både rutine og mange mål i sidste sæson i NordicBet Ligaen og spillede en stor rolle i opfyldelsen af sæsonens målsætning – oprykning til 3F Superligaen,« siger Jacob Krüger, der er teknisk chef i klubben.

»Vi er blevet enige om, at ophæve kontrakten, så Kjartan kan få indfriet sine ønsker og ambitioner om førsteholdsfodbold. Vi takker Kjartan for den helhjertede indsats, den kompromisløse tilgang til spillet og for tiden i den røde trøje. Kjartan ønskes held og lykke i fremtiden og alt det bedste af Vejle Boldklub,« siger han.

Kjartan Finnbogason spillede en stor rolle i Vejles oprykning.
Kjartan Finnbogason spillede en stor rolle i Vejles oprykning. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kjartan Finnbogason forlængede ellers sin kontrakt med Vejle Boldklub, som han skiftede til i januar 2019, i maj sidste år.

Det første år glippede oprykningen til Superligaen, men det lykkedes så i foråret i år, hvor det da også var med en lykkelig Finnbogason, der havde spillet en stor rolle i den bedrift med 16 mål i sæsonen.

Da Vejle i midten af september spillede den første Superliga-kamp mod AGF, var det dog uden den islandske bomber i startopstillingen. Noget, han ikke helt forstod, fortalte han efterfølgende til TV3 Sport.

»Vi har en ejer i denne her klub, som har hentet nogle nye spillere. De skal have lov til at vise sig frem. Så er det op til mig at vise, jeg stadigvæk kan. Men vi tabte i dag, det handler ikke om mig, det handler om holdet,« lød det blandt andet fra angriberen på tv.

Siden fortalte han til B.T, at han måske kom til at bruge en forkert vending, men han fortrød ikke de ting, han havde sagt i interviewet.

»Jeg lavede én fejl, men det var det. Det var forkert af mig at sige ordet ejeren, som om det var ham, jeg fokuserede på, når det er vi som klub, jeg mener. Det er klubben, der har hentet nye spillere, og de skal have lov til at vise sig frem, og så er det op til mig at vise, at jeg stadig kan. Det er der ikke noget forkert i,« sagde Kjartan Finnbogason.

I de efterfølgende tre kampe mod Sønderjyske, FCK og OB har han dog slet ikke været med i truppen, og nu er det altså slut i Vejle-trøjen for angriberen.