Det norske kæmpetalent Andreas Schjelderup afviste sidste sommer FC København. Superliga-spilletid i FC Nordsjælland lokkede mere.

I FC København havde man i sin tid besøg af en ung nordmand ved navn Erling Braut Haaland. Men den lyshårede nordmand gled københavnerne ad hænde, og i dag er han Europas mest eftertragtede spiller, og Barcelona og Real Madrid hiver begge i ham.

I sommer havde københavnerne kastet deres kærlighed på endnu et norsk stortalent – den 15-årige Andreas Schjelderup fra Bodø/Glimt, der også var jagtet af topklubber som Bayern München, Liverpool og Juventus.

»Kort inden jeg fyldte 16 år, fortalte min agent og min far mig, at FC Nordsjælland og FC København i Danmark ville have mig,« fortæller Andreas Schjelderup til B.T.

Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Vis mere

»Og så tog min far ned og besøgte begge klubber. Og det var så interessant, at jeg efterfølgende også tog ned og besøgte klubberne.«

»Og jeg følte bare, at der var et ‘match’ med FC Nordsjælland. At det var den rette klub for mig.«

Hvad kunne FC Nordsjælland tilbyde dig, som FC København ikke kunne?

»En hurtigere overgang fra U19 til Superligaen. Jeg ville tidligere kunne få spilletid på førsteholdet i Nordsjælland,« fortæller den nu 16-årige nordmand.

Og Superliga-debuten kom hurtigt for Andreas Schjelderup, der startede på banen i forårspremieren mod Brøndby.

I alt er det blevet til otte Superliga-optrædener, der har resulteret i tre scoringer og en assist.

Andreas Schjelderup var allerede som otteårig på besøg i storklubberne Ajax og Tottenham.

Og siden har interessen for den driblestærke nordmand været enorm. Men valget faldt i sidste ende på FC Nordsjælland, og det har han ikke fortrudt.

»Det er et fantastisk miljø. Så mange gode spillere og trænere. Det er perfekt for en spiller som mig – også at jeg kan komme til at spille i Superligaen så hurtigt,« lyder det fra den 16-årige Superligakomet.

FC Nordsjælland og Andreas Schjelderup møder søndag Randers på udebane.