Der udspillede sig en absurd scene lørdag eftermiddag, da Bradford City mødte Grimsby i den fjerdebedste fodboldrække i England.

Her blev Grimsby-spilleren Stefan Payne nemlig præsenteret for det røde kort, efter dommeren havde fløjtet til pause.

Men det var ikke for en handling mod en modstander. Nej, det var, fordi han valgte at nikke sin holdkammerat en skalle efter et mindre skænderi.

Det var Filipe Morais, der blev offer for skallen, fordi han kritiserede sin holdkammerat for ikke at håndtere en situation ordentligt.

Grimsby tabte kampen med 1-0.
Grimsby tabte kampen med 1-0. Foto: Paul Burrows
Vis mere

Du kan se hele den usædvanlige episode i videoen øverst i denne artikel.

Stefan Paynes holdkammerater forsøgte at få den aggressive spiller væk fra situationen uden en straf, men dommeren, James Bell, var sikker i sin sag og sendte ham tidligt i bad.

Kort inden skallen var Grimsby kommet bagud med 1-0, og det blev ligeledes kampens resultat.

Klubbens fans var rasende efterfølgende, og det gjorde de klart på Twitter, hvor de var ude efter Stefan Payne.

»Han skulle fyres på stedet og ikke med bussen hjem. Han skal ikke være en del af denne klub mere. Hans kontrakt skal rives i stykker,« var der eksempelvis en, der skrev.

Grimsby forventes at straffe Stefan Payne, men det vides endnu ikke hvordan.