Malmö FF-stjernen Anders Christiansen havde en helt særlig hilsen til en kammerat, da han lørdag eftermiddag scorede til 1-1 mod Hammarby i den bedste svenske fodboldrække.

Da kuglen ramte nettet, trak danskeren nemlig op i sin trøje for at vise en tekst, som han selv havde skrevet. Det skriver Aftonbladet.

»Meyer. Kæmpe legende! Du er den største stjerne,« stod der helt præcis på den langærmede bluse, som han havde på under sin spillertrøje.

Og hvem er Meyer så? Det spørgsmål stillede mange sig selv, og Anders Christiansen gav svaret efter kampen, som Malmö FF vandt med 3-2.

30-årige Anders Christiansen
30-årige Anders Christiansen Foto: FABIAN BIMMER
Vis mere

»Det er min mentaltræner, som har det svært for tiden. Det var for ham,« lød det helt præcis i interviewet efter kampen.

30-årige Anders Christiansen ønskede ikke at uddybe, hvad der er sket for Meyer, da de som venner ønsker at holde den del privat.

Det var på et straffespark, midtbanespilleren udlignede til 1-1. Den danske Hammarby-målmand, David Ousted, var dog meget tæt på at snuppe forsøget.

Det var sæsonpremiere for Malmö FF i Allsvenskan, og holdet fik dermed en god begyndelse på sit titelforsvar. Det er landsholdslegenden Jon Dahl Tomasson, der står i spidsen for de forsvarende mestre.