Formel 1 er fart, spænding, men også opsigtsvækkende ulykker med Formel 1-racere i flammer og kørere, der kommer til skade.

Særligt det sidste element kommer tit i fokus - og også for meget i fokus.

Det mener en af Formel 1-sportens mest markante stjerner Daniel Ricciardo, som ikke lægger fingre imellem i sin kritik af Formel 1-organisationen, som han mener puster til ilden, om man så må sige.

»Sidste år lagde Formel 1 en top-10 op på sine egne sociale medier med noget i retningen af ’de bedste øjeblikke’. Otte ud af ti var uheld«, siger den australske McLaren-kører i et interview med magasinet Square Mile.

Foto: DIEGO AZUBEL
Vis mere

»Jeg var sådan lidt. I er nogle fucking idioter. Måske vil 12-årige børn gerne se den slags indhold, og det er fint nok, for de ved ikke bedre. Men vi er ikke børn. Det skal de simpelthen gøre bedre,« lyder kritikken yderligere fra Ricciardo.

Det er ikke første gang, at Ricciardo udtrykker sin kritik af den store opmærksomhed omkring de voldsomme ulykker, som af og til rammer motorsportens ypperste klasse.

Det gjorde han også i november sidste år, hvor Romain Grosjean kunne mistet livet under Formel 1-løbet i Bahrain, da han var involveret i en voldsom ulykke.

»Det er ulækkert, at Formel 1 viser det så mange gange. Han har en familie. Vi har alle familie, der ser løbene, og alligevel vises det igen og igen. Jeg er ved at græde af vrede,« sagde Ricciardo i november.