Mental skrøbelighed og et rødt kort var kampafgørende for FCKs første Superliga-nederlag i sæsonen, mener københavnernes træner, Jess Thorup.

Og det er selvom, at det røde kort var til gæsterne fra Midtjylland.

»Vi var bedre, da vi spillede 11 mod 11. I starten kom vi ned bag dem og skabte chancer,« siger Thorup, der var skuffet over, at FCK knækkede sammen efter Midtjyllands scoring kort efter pausen.

Her fik Junior Brumado severet bolden af  hjemmeholdet, inden han hamrede den i nettet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Fra dét sekund er det, som om vi tænker 'puha, vi er ved at miste noget'. Det er det, der skuffer mig allermest, at vi ikke har mere selvtillid med i bagagen efter ni sejre i streg.«

»Jeg havde håbet, vi kunne have spillet 11 mod 11 hele kampen, det fik vi ikke lov til, og det var måske ærgerligt,« lyder det fra Thorup.

Han mener, at kampens betydning og den markante kulisse i Parken blev for meget for spillerne.

»Det virkede til, at omgivelserne og hele betydningen af kampen pressede spillerne til, at vi blev alt for febrilske i stedet for at tænke på, at der er 40 minutter til at score et mål eller to. Det plejer vi at kunne gøre som det mest scorende hold. Det håndterede vi ikke ret godt,« siger han og fortsætter:

»Jeg er mest skuffet over, at vi ikke med en mand i overtal producerer større og flere chancer. Der fandt vi sgu ikke løsninger nok. Individuelt rammer vi heller ikke niveau. Jeg kan pege på flere spillere, der helt sikkert går skuffede hjem over deres præstation. Og det skal de også,« siger FCK-træneren.

Tror du, det mentale vil være et problem fremadrettet?

»Nej, det tror jeg ikke. Det var et problem i dag. Vi har håndteret det før senest i Bratislava. Vi er et mentalt stærkt hold, men vi håndterede det ikke godt nok i dag. Det skal vi tage ved lære af,« siger Thorup.

Han peger på, at den gode sæsonstart viser, at der ikke er grund til bekymring.

»Vi er kommet buldrende med en fantastisk sæsonstart, og vi har fået vækket hele København. Jeg har aldrig set en kulisse som i dag, det var helt fantastisk. Det er noget, fodbolddanmark skal være imponeret over. Det er ærgerligt, vi ikke kan levere på baggrund af det. Det skuffer mig, men jeg tror ikke, det kommer til at ryste os. Det er et bump på vejen.«

FCK må afgive førstepladsen i Superligaen, der nu tilhører Midtjylland efter sejren. De har ét point mere.