Søndag møder ærkefjenderne FC København og Brøndby hinanden i et opgør, hvor Brøndby skal holde liv i drømmen om guld.

Og for første gang siden 12. juli sidste år vil der være mere end 500 tilskuere til et derbyopgør. To faktorer, der kan bringe yderligere kog på kedlerne i et i forvejen intenst opgør.

Ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi Peter Dahl fortæller, da også, at man er opmærksom på omstændighederne.

»Alle de faktorer, du nævner, er vi også godt klar over, så det tager vi med i betragtningen. Og så har vi historikken mellem de to hold. Det holder vi op imod, at det er en anden slags kamp, hvor Parken ikke er fyldt op, og der er nogle restriktioner. Vi har afvejet plusser og minusser, og så har vi dimensioneret en politimæssig indsats, som vi plejer. Der er ingen tvivl om, at kampen søndag har vores fulde opmærksomhed,« siger han til B.T.

Sådan så det ud i Parken i juli 2020-  sidst der var flere tusinde tilskuere på lægterne.
Sådan så det ud i Parken i juli 2020-  sidst der var flere tusinde tilskuere på lægterne. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han forventer, at der i dagene op til kampen søndag vil være lidt mere at lave for politiet. Her plejer balladen mellem de to rivaliserende fangrupperinger at eskalere. I marts blev der eksempelvis begået hærværk mod Brøndby Stadionmens FCKs bus blev ramt af blå-gul malling forud for kampen.

Også på de københavnske S-tog blev der begået hærværk forud for seneste derby i april, hvor FCK vandt 3-1 i Brøndby.

»Jeg må da indrømme, at vi forventer, at vi kommer til at se de sædvanlige angreb mod hinandens fanbutikker og nogle smadrede ruder på træningsanlæg. Det er vi også opmærksomme på,« siger han og peger på, at der ikke har været nogen episoder de seneste nætter.

»Hver gang der er derby, går det næsten efter en drejebog. Ilden bliver givet fri i et par døgn i forvejen, og så starter man med at lave chikane mod hinanden,« siger Dahl og tilføjer:

Brøndby-fans marcherer til Parken tilbage i 2019. Søndag er der ingen adgang for udebanefans.
Brøndby-fans marcherer til Parken tilbage i 2019. Søndag er der ingen adgang for udebanefans. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Men jeg forventer faktisk, at vi får lidt mindre at lave, end vi plejer, hvis jeg skal være ærlig. Men de to klubber har en historik, hvor de dybest set ikke kan tåle synet af hinanden, så det vil være naivt at tro, at alting går fuldstændig snorlige.«

Det er endnu ikke tilladt for udefans at komme på stadion. Men Peter Dahl tror, at enkelte balladesøgende fans vil møde op. Både fra Brøndby- og FCK-siden.

»Hvis jeg skal være lidt fræk, så skal de sædvanlige, der er lidt ligeglade med fodbold, nok dukke op. Det ville de også, selvom der havde været adgang for udebanefans,« siger han og fortsætter:

»Fangrupperingerne på begge sider har enkelte, hvor det ikke handler så meget om fodbold, men hvor konfrontationen og balladen er det væsentligste og sjoveste af en eller anden årsag. Så lur mig, om de ikke dukker op og ser, om de kan fremprovokere noget omkring Parken. Det forbereder vi os i hvert fald på,« siger Dahl.

Kampen fløjtes i gang søndag klokken 16, og du kan følge opgøret live på bt.dk.