En hyggelig køretur endte helt galt.

Fredag 23. april skulle have været starten på en god weekend for 18-årige Sara Trulsen Edström. Hun havde sammen med to venner planlagt at hente en fjerde ven i bil. Sådan skriver Dagbladet.

Turen skulle gå til Karlskoga i Sverige cirka 250 kilometer vest for den svenske hovedstad Stockholm, hvor Sara Trulsen Edström selv kommer fra.

Men da vennerne befandt sig mellem Degerfors og Karlskroga, kom en Peugeot pludselig kørende mod dem i høj fart. Føreren af Peugeoten befandt sig ganske enkelt i den gale side af vejen.

»Det blev et vakuum, som at have hovedet under vand, og så begyndte det at pive. Herefter besvimede jeg,« siger Sara Trulsen Edström.

Hun formåede dog at bevæge sig væk fra bilen på sine to brækkede ben, men blev kort efter fundet af en kvinde, som boede i nærheden, der tilkaldte hjælp. På det tidspunkt havde Sara Trulsen Edström opfanget, at nogen var omkommet, men hun vidst ikke hvem.

Først på hospitalet får Sara beskeden om, at vennerne 26-årige Ammar Almasri og 18-årige Olivia Högberg var omkommet i ulykken. Det samme gjaldt føreren af den modkørende bil. Dermed var Sara Trulsen Edström den eneste overlevende.

Bilisten, som forårsagede ulykken, var tidligere kendt af svensk politi for alvorlige trafikforseelser og havde ikke et kørekort på sig, da ulykken fandt sted.