Fans af FC København og Brøndby udkæmper for tiden en graffiti-krig - på de offentlige københavnske transportmidler.

For et par uger siden dukkede en video op, der viste et metro-tog, der var fuldstændig dækket af graffiti - sandsynligvis begået af FCK-fans. 'Anti 1964' stod der nu på toget. En reference til, at Brøndby IF er grundlagt i 1964.

Der skulle ikke gå lang tid, før Brøndbys fans svarede igen. Og i disse dage cirkulerer en Instagram-video af et helt s-tog, hvor samtlige vogne er oversprayet med metalfarvet graffiti.

'Brøndby IF' står der på teksten, og i kommentarfeltet hyldes værket som 'guddommeligt' og 'fucking smukt'.

Men mens graffiti-værket vækker begejstring hos fodboldfans i undergrundsmiljøerne, møder det forargelse hos DSB,

»Jeg vil jo ikke kalde det for graffiti - jeg vil kalde det hærværk,« siger underdirektør i DSB Kommerciel, Aske Wieth-Knudsen.

»Det var jo et tog, der er fuldstændig overmalet. Man kunne hverken kigge ind eller ud af vinduerne.«

Hele toget er nu blevet renset, og det har ikke været billigt.

»Det er hærværk, og det er desværre noget, som vi bruger et tocifret millionbeløb på om året på at fjerne.«

»Det er vi jo kede, for det er penge, vi meget hellere vil bruge på god service til vores kunder. Og i virkeligheden går det ud over os alle sammen, fordi vi alle sammen betaler til DSB på den ene eller anden måde,« siger Aske Wieth-Knudsen.

DSB-direktøren har en advarsel til de unge fodboldfans.

»Vi gør en del ud af at videoovervåge vores arealer. Og når vi har gode billeder, giver vi dem videre til politiet, så de kan bruge dem i deres efterforskning.«

»Det er ret hårde domme, der bliver uddelt. Store erstatningskrav, som virkelig kan ødelægge et ungt menneskes liv. Vi taler krav på flere hundrede tusinde kroner og fængsel i op til halvandet år,« pointerer Aske Wieth-Knudsen.

»Det er både til skade for samfundet og for dem selv!«