For dårligt til landsholdet.

Sådan beskriver landstræner Åge Hareide niveauet i Superligaen.

»Vi kan ikke bedømme spillerne i vanlige superligakampe, fordi niveauet er lavt i forhold til det niveau, vi (landsholdet, red.) har brug for at være på. Hvis vi skal kunne det, skal både spillere og hold være på et helt andet niveau,« siger Åge Hareide i et interview i anledning af udgivelsen af bogen 'Åge indefra'.

Landstræneren glæder sig til gengæld over det intense opgør mellem FCK og Brøndby søndag, der sendte mesterskabet til København, men især bød på mål, dramatik og tænding.

»Det var en fantastisk kulisse, og det var måske det, der glædede mig allermest. At vi kan have så stor en kamp i Danmark. Det er en stor kamp i forhold til publikum, interesse, vigtighed. Det er sådanne kampe, du kan bedømme spillerne på,« forklarer han.

Et hurtigt blik på superligatabellen viser, at forskellen mellem mesterholdet FC København og resten af ligaen er stor. Der er hele 14 point mellem FC København og den nærmeste forfølger, FC Midtjylland. Kigger man på forskellen mellem FCK og de historiske rivaler, Brøndby, er pointforskellen på ... 39 point.

»Brøndby var stærke i fjor. De var tæt på at vinde det hele. Men i år har det været sværere for dem. Men se på Midtjylland. De slår ikke Malmø i Europa League-kvalifikationen. De tabte til dem, endda på hjemmebane. Det er skuffende, synes jeg,« forklarer Åge Hareide om FC Midtjylland, der vandt Superligaen sidste år for næsen af Brøndby.

»Jeg synes, at FCM har manglet noget power. Det bliver meget baseret på dødboldmål, som f.eks. i deres kamp mod FC Nordsjælland (FCM vandt 2-1, begge mål efter dødbolde, red.).«

Faktisk tror landstræneren, at Superligaen går ind i en æra, hvor FCK vil dominere.

»Jeg tror, at FCK kommer til at være suveræne,« siger Åge Hareide.

»Ståle har været dygtig til at organisere holdet. Men han og FCK har også været rigtig gode på transfermarkedet og skaffet sig gode og rigtige spillere.«

I perioder har FCK leveret en række landsholdsspillere, og Åge Hareide nævner en række spillere, fra dengang FC København spillede Champions League i 2016. Derfor glæder det landstræneren, at hovedstadsholdet har genfundet et højt niveau.

»Mange af de landsholdsspillere, som jeg bruger, har tidligere været stærke med FCK og været brugt hele tiden. Nicolai (Jørgensen, red.), Cornelius, Zanka. De har været med hele vejen og også i klubber i udlandet,« siger Åge Hareide.

Næste gang landsholdet skal i aktion, er fredag den 7. juni, når Danmark skal møde Irland i Parken i EM-kvalifikationen.