FC København er danmarksmester. Og når sådan noget sker, kan et hold normalt blive splittet af store salg.

Men ikke nødvendigvis denne gang. For FCK-formand Bo Rygaard og resten af bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment har givet manager Ståle Solbakken mandat til at holde på sine bedste spillere, hvis han selv ønsker det.

»Vi har det på den måde, at kontinuitet er en utroligt vigtig faktor. Selvfølgelig vil der altid være rotation i fodbold. Spillere kommer til og forlader os igen. Men der er sket det i fodboldverdenen, at omskifteligheden er blevet meget større. Det skaber uro, kan vi se.«

»Så i det øjeblik, vi vurderer, at der er kernespillere på vores hold, som vi skal holde i en længere periode – som man bedre kunne gøre før i tiden – har Ståle muligheden for at gøre det økonomisk. Og opbakningen til det,« siger Bo Rygaard.

Bo Rygaard, bestyrelsesformand i FC København.
Bo Rygaard, bestyrelsesformand i FC København. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Så helt simpelt forstået er det ikke jer i bestyrelsen, der presser Solbakken til at sælge en spiller, hvis der kommer et bud på 100 millioner?

»Det er Ståle, der kommer i sidste ende til mig og bestyrelsen med en indstilling til, hvad han synes. Der er så store penge forbundet med nogle af vores allerdygtigste spillere, at det i sig selv vil være en enkeltstående sag, som man vil overveje. Men grundlæggende er jeg personligt selv, bestyrelsen og ejerne bag mere til at tage det lange, seje træk.«

Er det med håbet om at komme i Champions League?

»Absolut. Det er derfor, vi er her. Pengene er meget store der. Det er de efterhånden også blevet i Europa League. Men det at være langsigtede og ikke ryste på hånden, når der kommer lidt krusninger, er en meget vigtig del. Det kræver også, at man har råd til at gøre det. Der er FC København også begunstiget af, at vi har en meget stærk aktionærkreds bag os – samt alt muligt andet end alene fodboldklubben. Vi har mange elementer rundt omkring os, der gør, at rammerne om FC København bliver meget stabile.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

FC København vil altså forsøge at holde på de bedste spillere, men der er også en manager, som formanden er mere end almindeligt interesseret i at holde på.

»Jeg har en god fornemmelse af, at Ståle og jeg og Ståle og klubben finder en vej frem på den lange bane,« siger Bo Rygaard.

Skal han have en kontraktforlængelse?
»Det var da en mulighed.«

Er det noget, I snakker om?
»Det er klart, at når du har nogle vitale mennesker omkring dig, er du nødt til at have positioner for hinanden. I den kontekst siger jeg til jer, at jeg har en god mavefornemmelse af, at det team, vi har sat op omkring Ståle også – og Ståles egen glæde ved at være her – peger alt sammen i retning af, at det ikke er et samarbejde, der stopper lige med det samme. Men det skal vi nok komme tilbage til,« siger Bo Rygaard.