»Slå Grabara ihjel.«
Disse grimme ord blev sunget flere gange af en gruppe AGF-fans, da deres tidligere helt og nuværende FCK-målmand Kamil Grabara vendte tilbage til Aarhus og tog fra stadion med en sejr på 3-1.
Kamil Grabara lod sig dog ikke påvirke af, at flere fans under kampen ønskede, at han skulle dø. Dels forstod han ikke de danske ord, dels virker han helt og aldeles upåvirket af den slags smædesange.
»Jeg prøvede at tage det som enhver anden kamp, selvom det ikke er nemt. Når du har været et sted noget tid, bliver det selvfølgelig lidt anderledes, men jeg hørte, at fansene sang, at jeg skulle dø. Jeg kan bare oplyse det, at på et tidspunkt vil jeg dø, det er helt sikkert, men jeg har ikke travlt med at dø,« siger Kamil Grabara og tager sangen med et smil på læben.

»Jeg forstår ikke dansk, så jeg har hørt det fra drengene. Jeg synes bare, det var fint, at de sang mit navn,« forklarer den polske målmand, der rationaliserer, at gruppen af AGF-fans, der sang ordene, blot har fået knust deres hjerter.
»De kunne have gjort det på så mange forskellige måder, men det betyder jo bare, at jeg var en speciel person for dem. Det er ligesom, når man får knust sit hjerte, det kan jeg godt forstå, og det er ikke altid nemt for den, der får det knust, men det er jo en del af livet. Hvis de gerne vil synge det, kan de bare gøre det.«
»Jeg betaler vel på en måde prisen for at skifte til FC København, men for at være ærlig er det en lille smule latterligt, men hvad kan man gøre? Den ene dag er du helten i fodbold, den næste dag er du ingenting. Det er sådan, det er,« siger han og slår fast:
»Det gør ikke ondt på mig.«
Desuden understreger Kamil Grabara, at han ikke længere har noget forhold til de aarhusianske fans.
»Nej. Det var et forhold, da jeg havde det andet logo på brystet, men det er slut nu, og de ønsker mig død, og det er fint.«
Den ene part er i hvert fald kommet videre. Den anden part burde gøre det samme eller i hvert fald ikke udtrykke sig som søndag aften på stadion i Aarhus.



