Dramaet omkring Harry Kane ser ikke ud til at slutte lige foreløbig.

For den engelske Tottenham-stjerne, hvis fremtid har været heftigt diskuteret de seneste uger, er nemlig ikke med i søndagens startopstilling mod Manchester City.

Faktisk er den 28-årige landsholdsangriber slet ikke med i London-klubbens trup til kampen.

Det afslører Tottenham på Twitter, hvor klubben har delt startopstillingen til søndagens storkamp i Premier League.

Foto: POOL
Vis mere

Og her er der altså ingen Harry Kane at spore.

Dermed hælder Tottenham blot endnu mere benzin på spekulationsbålet omkring den engelske superstjernes fremtid.

Det er nemlig ikke mere end et par uger siden, at hele fodboldverdenen kunne følge med i dramaet omkring angriberens udeblivelse fra flere træninger, efter han vendte tilbage fra ferie.

Straks begyndte rygterne i den engelske presse at florere om, hvorvidt Harry Kane var på vej til at skifte til en anden klub. Her blev netop Manchester City nævnt som en mulig bejler til angriberens underskrift.

Kane valgte dog i sidste uge at kommentere på pressens skriverier samt fansenes reaktioner. Det gjorde han i et opslag på Twitter.

'Mens jeg ikke ønsker at gå i detaljer i situationen, vil jeg gerne gøre det klart, at jeg aldrig ville og aldrig har nægtet at træne,' lød det fra fodboldspilleren, inden han tilføjede:

'Jeg vender tilbage til klubben lørdag, som planlagt.'

I samme opslag forklarede Harry Kane ligeledes, at han var skuffet og ramt af de mange negative kommentarer på de sociale medier, hvor folk stillede spørgsmålstegn ved hans professionalisme.

Flere engelske medier har tidligere beskrevet, at en mulig corona-isolation kunne være årsagen til, at Tottenham-spilleren udeblev fra træningerne.

Det er dog ikke noget, som hverken hovedpersonen selv eller London-klubben har bekræftet.

Inden Harry Kane vendte tilbage til Tottenhams træningsanlæg i sidste uge, forklarede klubben, at angriberen ville modtage en straf i form af en bøde for ikke at møde op til træning som aftalt.

Manchester Citys manager, Pep Guardiola, har tidligere fortalt, at de forsvarende mestre er interesseret i at hente landsholdsspilleren til klubben, hvis Tottenham tillader det.

Tottenham og Manchester City mødes søndag klokken 17.30 i Premier League-sæsonens første runde.