Angrebskomet. Publikumsfavorit. Fyns blonde fodboldhelt.

Superlativerne stod i kø, da dengang 18-årige Max Fenger brød gennem lydmuren i sommeren 2020 med fire særdeles vigtige mål i OBs – i sidste ende mislykkedes – bestræbelser på at nå Europa. Siden kom han på en vild rutsjebanetur.

For euforien sluttede med et brag, da han i efteråret blev skadet og måtte se til fra sidelinjen med knæproblemer i omkring et halvt år.

Max Fenger havde en revne i menisken i venstre knæ, som siden er blevet bragt i orden.

»Knæet har det godt igen. Men det gjorde ondt at spille med,« siger han til B.T.

»Det var selvfølgelig det værste tidspunkt med skaden lige efter mit gennembrud. Jeg skulle have været afsted med landsholdet, men det var så skidt med knæet, at jeg ikke kunne spille på det. Jeg havde spillet lidt på det, men det var ikke klogt.«

»Det er mange rutsjebaneture op og ned, hvor man fra den ene dag til den anden kan gå fra at være helt på toppen til helt i bund,« fortætter han om skadesperioden.

Den første tid efter Max Fengers comeback krævede, at han også mentalt skulle ovenpå igen, så frygten for en ny skade ikke holdt ham tilbage.

Max Fenger snører Vejles Denis Kolinger i opgøret, der tangerede rekorden for OBs største superligasejr.
Max Fenger snører Vejles Denis Kolinger i opgøret, der tangerede rekorden for OBs største superligasejr. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»I starten sad det i baghovedet, og jeg følte ikke helt, det var naturligt at spille med. Jeg var ude længere, end jeg havde regnet med, og det krævede meget tilvænning. Men knæet skal lige komme sig efter sådan en periode.«

»Det er klart, selvom man ikke vil indrømme det, at det holder en tilbage lige efter skadesperioden. Jeg kunne ikke bevæge mig ligeså frit uden at have det i baghovedet. Det er heldigvis godt nu, og jeg føler mig skarpere, end jeg har gjort før.«

Nu ser det i den grad ud til, at Max Fenger er kommet sig. Senest åbnede han målfesten i OBs 6-0-sejr over Vejle.

Halvanden uge tidligere havde han scoret mod Helsingør i pokalturneringen – hans første mål i ti måneder.

»Øjebliksbilledet er selvfølgelig positivt. Der har været op- og nedture, og det skal man lære at tackle. Lige nu er det pil op. Jeg bliver bedre for hver dag og har som altid en stor lyst til at forbedre mig.«

»Jeg vil sige, jeg er i en god periode. Jeg har spillet godt. Men samtidig giver det mig mere sult til at fortsætte. Jeg skal bare arbejde hårdt og fortsætte takterne,« fortæller Max Fenger.

Både mod Vejle og Helsingør var der max spilletid til Fenger, men det er også de eneste to kampe i denne sæson, hvor det har været tilfældet. Derfor er målet for de kommende måneder også simpelt i første omgang.

»Jeg håber at spille en masse kampe og få vist mig frem. På holdets vegne skal vi sigte efter at slutte i top-seks, som vi ligger nu. Måske endda arbejde nogle pladser op, hvis det er muligt,« siger den nu 20-årige OB-angriber.

Han tillægger en del af forklaringen på det gode spil for tiden, at han er blevet klogere af sin skadesperiode.

»Jeg har altid haft stor motivation til at blive bedre og har altid været bevidst om, at jeg kan være med på det her niveau. Men man kan bestemt lære meget af sådan en rutsjebanetur. Jeg ville gerne have undværet den, men jeg har også fået nogle ting med i rygsækken, som jeg kan bruge nu,« fortæller Max Fenger, der nyder den tillid, han får fra trænerstaben.

Mens det – med alt, der er sket siden – kan føles som længe siden, at Max Fenger blev kaldt komet og udråbt til Fyns nye helt, husker han det selv ret tydeligt.

»Det føles ikke, som om det er så længe siden. Jeg havde fem-seks kampe op til, hvor jeg ikke scorede, så det var en stor forløsning, da jeg endelig fik hul på bylden. Det var nogle ekstremt sjove kampe mod Randers og mod AGF om Europa. Vi tabte desværre til AGF, der var bedre den dag. Men det var en sjov sommer med godt humør.«

»Jeg vil ikke sige, jeg var overrasket. Jeg har altid tænkt, det nok skulle komme. Men jeg havde måske ikke forventet, det skulle komme så hurtigt.«

»Der var flere angribere, der var skadede, så i et andet univers havde jeg måske ikke fået spilletid. Der er meget held indblandet i fodbold. Men det var bestemt en fed tid – ligesom det også er nu,« slutter Max Fenger.