OB-cheftræner Andreas Alm var klar i mælet efter klubbens 1-1-kamp mod Silkeborg. Mads Frøkjær spillede en svag kamp.

Elegantieren sagde det selv til tv, så Andreas Alm lagde ikke skjul på, at han var enig i sit unge stjerneskuds vurdering af sin præstation. Men OBs træner lagde vægt på, at Frøkjær nu skal op på hesten igen.

»Han spillede en svag kamp i dag. Normalt vil jeg være forsigtig med negativ kritik, men han har selv sagt det. Nu skal vi vurdere, om det skyldes taktiske eller fysiske ting, for han skal være god i næste kamp,« sagde Andreas Alm.

»Mads er en intelligent ung mand, som måske endda er for selvkritisk. Der findes ingen i verden, som kan sige hårdere ting om kampen end det, han siger til sig selv.«

Andreas Alm fokuserer på, hvordan han får unge Frøkjær videre.

»Det har været det samme med Max (Fenger, red. ). Unge spillere kan være vældigt fokuserede på, at nogle ting er gået negativt. Der tænker man 'absolut, men kom nu videre', for vi har en ny kamp. Han er en lige så god spiller nu, men kampen var ikke perfekt. «

»Vi får se, hvordan han kommer videre. Han har før spillet dårlige kampe, og der er han kommet videre. Så han har gjort det før. Det er nok heller ikke sidste gang i hans karriere, at han spiller en skidt kamp,« sagde en grinende Andreas Alm.

Selvom Mads Frøkjær var mere anonym end i sæsonens tidligere kampe, lykkedes det OB at kæmpe sig tilbage til en udligning ved Max Fenger i seks minutters overtid. Endda efter fynboernes første overtidsmål var blevet annulleret.

»Målmanden har selvfølgelig større chance for at holde bolden, hvis Mart (Lieder, red. ) ikke ligger på ham. Havde det været okay, havde Silkeborg nok været vældigt misfornøjede. Dommeren synes, at han påvirker spillet for meget,« sagde Alm om det annullerede mål.

Svenskeren så generelt gode takter fra sit hold, som han synes, spillede en rigtig god første halvleg. Her sad OB på spillet, men efter pausen blev kampen vendt om, og Silkeborg spillede ifølge Max Fenger OB rundt.

Den vurdering var Andreas Alm ikke helt enig i.

»Det er lidt hårdt at sige 'spillet rundt'. Det lyder, som om 'HC' (Hans Christian Bernat, red. ) har fem redninger. Men de er klart bedre end os offensivt i anden halvleg.«

»Vi var rigtigt gode i første halvleg. De er nummer et på possession i ligaen, men det var de ikke i første halvleg i dag. Det føles godt, at vi var gode, derfor bliver det også en nedtur, at vi ikke var lige så gode i anden halvleg.«

»Det er to kampe i træk – den her og mod Randers – hvor vi ikke er gode i de sidste 35 minutter,« sagde træneren, der nu kan se frem til endnu en kunstgræskamp på onsdag mod FC Nordsjælland i pokalturneringen.

»Det er en lidt anden type kunstgræs. Det er en ny kamp, et nyt hold og en anden turnering.«