Brøndby og OB er hver især blevet straffet med en bøde på 25.000 kroner som følge af homofobiske råb fra tilskuerpladserne mod FCKs Viktor Fischer.

Fodboldens Disciplinærinstans har stået for strafudmålingen, og her lyder det blandt andet, at der er taget visse hensyn til de to klubber.

Det drejer sig om, at Viktor Fischer selv kan have været med til at eskalere tingene i Odense, mens FCK-spilleren ikke var til stede på stadion i Farum, da Brøndby-fans sang ad ham.

Fodboldens Disciplinærinstans har ingen holdning til, hvorvidt de er tilfredse med at have udstedt bøder til OB og Brøndby og henviser til, at deres opgave er at sanktionere klubberne ud fra Divisionsforeningens regelsæt.

Brøndby-fans under kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby 8. april 2019.
Brøndby-fans under kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby 8. april 2019. Foto: Claus Bech
Vis mere

B.T. har dog talt med instansens formand, Jens Hjortskov, omkring de to hensyn, der er blevet taget til klubberne i kendelserne.

I kendelsen mod OB lyder det, at I i sanktionsudmålingen har taget hensyn til, at Viktor Fischer har gestikuleret op mod OBs fans, hvilket kan have været med til at eskalere tingene. Hvorfor skal det tages med i betragtning?

»Det er et hensyn, vi tager med i fastsættelsen af bødens størrelse. Vi konstaterer på baggrund af de redegørelser, vi har indhentet, at der bliver sunget af et begrænset antal fans indtil, der scores, hvor den her episode med Viktor Fischer udspiller sig. Og så er det ganske mange flere tilskuere, der istemmer samme sang.«

»Det, vi signalerer her, er, at vi har taget det med ind i sanktionsfastsættelsen. Vi siger ikke, der har været, men der kan have været tale om, at situationen er eskaleret på grund af en provokation.«

Men der er vel forskel på provokation og homofobiske tilråb?

»Det forholder vi os slet ikke til. Der er en overtrædelse af de disciplinære bestemmelser fra OBs fanside både før og efter scoringen, det ligger helt klar. Men vi forholder os ikke til, om det ene eller andet er værre eller bedre.«

»Vi forholder os til, at når sådan noget sker, er der tale om regelovertrædelse, og så kan der sanktioneres.«

»Så skal vi udmåle en straf, og her kigger vi på, om der kan være nogle formildende omstændigheder. Vi tager alle ting med i vores vurdering, og der har vi fremhævet det her, som noget, der potentielt kan have forværret situationen.«

I kendelsen mod Brøndby lyder det så, at det kan være en formildende omstændighed, at Viktor Fischer ikke var på stadion, da Brøndbys fans råber ad ham. Hvorfor skal der tages hensyn til det? Han kan jo sidde og se det på tv.

»Det kan du have ret i. Vi har alligevel vurderet, at det er noget andet, at man retter det mod en person i hans nærvær - en person, der er aktuelt til stede - og så den situation, vi har her.«

»Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt reglen er overtrådt. Det er den. Det er et spørgsmål om sanktionsudmåling. Der bør vi tage med i vores vurderinger, om der er skærpende eller formildende omstændigheder.«

»Der har vi vurderet, at det var der her. Jeg er med på, at det kan være lige så krænkende at se på tv, men jeg håber, man forstår nuancen.«

OB-fans. Arkivfoto. Disse fans har ikke nødvendigvis noget med Fischer-sagen at gøre.
OB-fans. Arkivfoto. Disse fans har ikke nødvendigvis noget med Fischer-sagen at gøre. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Du udtaler i forbindelse med kendelserne, at I er klar til at skærpe sanktionerne, hvis det sker igen. Kan du allerede nu komme ind på, hvad en sådan straf vil være i nærheden af, hvis det nu eksempelvis sker igen på søndag?

»Nej, det kan vi ikke. Det vurderer vi fra sag til sag. Vi håber meget på, der ikke kommer flere. Vi har været forskånet for sådanne sager på vores skrivebord tidligere.«

»Vi har lænet os op af sager med racistiske tilråb. Dem har vi desværre nogle afgørelser med tidligere, og det sanktionsniveau har vi lænet os opad her.«

»Vi vil gerne signalere, at vi ikke håber, der kommer flere sager, men hvis det er noget, der eskalerer, så bliver vi nødt til at se på, om det her sanktionsniveau er det rigtige.«