Superligaklubberne Brøndby og OB idømmes bøder på 25.000 kroner for homofobiske tilråb. Det har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet, meddeler DBU.

Ifølge DBU er der tale om en historisk staf, da der 'aldrig tidligere er givet bøder for homofobiske handlinger'.

De to klubber straffes for homofobiske sange mod FC Københavns Viktor Fischer.

En gruppe OB-fans sang ad FCK-spilleren i opgøret mellem OB og FCK søndag den 7. april, mens Brøndby-fans sang ad Viktor Fischer mandag den 8. april, da Brøndby gæstede FC Nordsjælland.

Viktor Fischer i kampen mod OB.
Viktor Fischer i kampen mod OB. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Formanden for Fodboldens Disciplinærsinstans, Jens Hjortskov, understreger i en dommen, at der er ’nul-tolerance overfor enhver form for diskrimination – heriblandt race, køn, seksualitet med mere', og at man er klar til at skærpe sanktionerne mod klubberne, hvis det sker igen.

Brøndby har i sin redegørelse til Fodboldens Disciplinærinstans fortalt, at en gruppe fans synger 'Fischer er gay' er kampens afslutningen, og at man hurtigt efter tager afstand fra episoden.

I redegørelsen lyder det også fra Brøndby, at sådanne sange har været sunget gennem flere årtier uden at vække opsigt.

Fodboldens Disciplinærinstans skriver i sin kendelse, at der er tale om et førstegangstilfælde af en sådan sag, mens der også er taget i betragtning, at Viktor Fischer ikke var til stede i Farum, og at sangen skete efter slutfløjt.

I kendelsen mod OB beklager fynboerne, at det er sket og har blandt andet besluttet sig for at ansætte yderligere én SLO (fankoordinator, red.).

Her er der ligeledes taget hensyn til, at det er en førstegangskendelse, mens det lyder, at Viktor Fischers gestikuleren efter FCKs scoring kan have været med til at eskalere tingene.

Kort efter kampen mod OB adresserede Viktor Fischer de homofobiske råb, som han var skuffet over fandt sted. Se interviewet her.

Han har siden da fået enorm opbakning fra fodboldmiljøet - både i form af Superliga-profiler og forskellige instanser i fodboldens verden.