Summen i Parken var ikke til at tage fejl af søndag aften.

For hvor var Viktor Fischer?

FCK-stjernen var ikke udtaget til københavnernes trup forud for kampen mod Silkeborg, og det undrede stort set alle på tribunerne i nationalarenaen.

»Viktor har over en længere periode ikke leveret det, vi havde håbet på, og det tog jeg en snak med ham om i går (lørdag, red.),« sagde cheftræner Jess Thorup efter kampen.

Viktor Fischer var ikke udtaget til søndagens kamp mod Silkeborg.
Viktor Fischer var ikke udtaget til søndagens kamp mod Silkeborg. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lørdag måtte han derfor overbringe den triste besked til FCK-stjernen:

»Jeg sagde til ham, at det var derfor, han ikke var med. Men han har jo heller ikke spillet så meget i opstarten og i de første par kampe i denne sæson, så det kommer vel ikke som den helt store overraskelse.«

Er det vurderet ud fra hans niveau, eller er det noget attitudemæssigt?

»Det er udelukkende niveauet. Det er der bare ikke lige nu.«

FCK-træner Jess Thorup.
FCK-træner Jess Thorup. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lørdagens besked har da også ramt den 27-årige angriber. Men det er kun naturligt, mener Jess Thorup.

»Jeg kender ikke nogen, der bliver sindssygt glade af at få at vide, de ikke er med i truppen, og det gælder heller ikke for Viktors vedkommende,« forklarede FCK-bossen og tilføjede:

»Jeg håber, han bider tænderne sammen. Man kan jo ikke slå op i banen, bare fordi man er sat af. Det er ikke første gang i fodboldhistorien, at det sker. Man kan enten vælge at give op eller i stedet give den en skalle til træning.«

FC København spillede søndag 0-0 mod Silkeborg.

I videoen øverst kan du se højdepunkter fra opgøret i Parken.