Fredag bliver en festdag, hvis man elsker fodboldspillet FIFA.

Her udkommer den nyeste udgivelse FIFA 22 nemlig, så fodboldfans blandt andet kan få lov at spille med Lionel Messi i en PSG-trøje. Eller måske vil man hellere spille med superligaholdene.

Som resten af holdene i den bedste danske række er OB naturligvis med i FIFA 22. Så hvem er ifølge det populære spil den bedste OB-spiller?

Svaret er det samme, som det var i FIFA 21.

Med en spillervurdering på 71 er Bashkim Kadrii den største profil på OB-holdet – selvom han i virkelighedens verden har spillet 14 timers superligafodbold siden sin seneste scoring.

Dermed er Kadrii på niveau med de to Bundesliga-danskere Jesper Lindstrøm og Marcus Ingvartsen, der også får 71. Kadriis bedste egenskab er hans springkraft, som FIFA vurderer til 86. Skalaen går som bekendt til 99.

Jeppe Tverskov og Emmanuel Sabbi er lige i hælene på Kadrii med en spillervurdering på henholdsvis 70 og 68. Sabbi scorer hele 91 på spurthastighed.

OBs nye førstemålmand Hans Christian Bernat må nøjes med 58, mens nyindkøbet på højreback Nico Mickelson scorer 62. Mart Lieder er den OB-spiller, der er faldet mest i niveau ifølge spillet – fra 66 sidste år til 62 i dette års udgave.

OB-spillerne er dermed et godt niveau under flere af de andre klubbers spillere.

Carlos Zeca og Erik Sviatchenko er Superligaens bedste med 76, mens Andreas Maxsø og den tidligere OB'er Rasmus Falk har 75.

AGF's bedste er Jesper Hansen med 74, AaB's er Lucas Andersen og Jacob Rinne med 73, mens Magnus Kofod Andersen på 72 er FC Nordsjællands bedste.

Randers og Vejle har målmændene Patrik Carlgren og Sten Grytebust på 71.

OBs tidligere førstemålmand Oliver Christensen, der netop er skiftet til Hertha Berlin, scorer 70 – tre mere end i sidste års spil.

Leicesters målmand Kasper Schmeichel er den bedste dansker i FIFA 22 med en score på 85. Pierre-Emile Højbjerg og Simon Kjær følger efter med 83.