Der var masser af glæde sig over for FC Københavns Jonas Wind efter søndagens 3-0-sejr over Vejle.
Den danske angriber var her, der og allevegne og scorede også stensikkert fra de 11 meter, da han fik muligheden. Dermed fik han også revanche for det brændte straffespark, som kostede FCK sejren, da de for to uger siden gæstede Sønderjyske.
Efter søndagens sejr blev Jonas Wind spurgt til sin jubelscene, der i stedet for det sædvanlige smil også havde en alvorlig tone over sig.
I den forbindelse kom målscoreren ind på det brændte straffespark i slutminutterne mod Sønderjyske, der endte 1-1, efter den normalt så sikre straffesparksskytte hamrede bolden over mål.
»Der er en masse snak og skriverier. Især når man brænder et straffe og den slags, og man får en masse hadbeskeder og trusler,« sagde Jonas Wind i studiet på Canal 9.
»Det er grimt at modtage, men det tager jeg ikke så tungt. Det er mest til folk, der har travlt med at snakke og skrive en masse. Det (jubelscenen, red.) var måske en lille én til dem,« fortsatte Wind, der også fortalte, at han absolut ingen betænkeligheder havde ved at skulle tage straffesparket.
Med 3-0-sejren fik FC København brudt den dårlige stime med tre Superliga-kampe uden sejr.
Dermed er Jess Thorups mandskab placeret på en andenplads i Superligaen med seks point op til rivalerne fra FC Midtjylland.

