Der skal sendes et heftigt millionbeløb afsted til F.C. København, hvis man ønsker at købe Jens Stage fri.

Midtbanespilleren jagtes af Bundesliga-klubben Augsburg, men FCK har afvist tyskernes bud på 26 millioner kroner.

Nu kan B.T.s podcast ‘Transfervinduet’ så afsløre, at FCK har prissat midtbaneprofilen til hele 75 millioner kroner over for Augsburg.

Dermed skal tyskerne - eller andre potentielle bejlere - oppe sig gevaldigt, hvis de vil have fingrene i FCK’eren, som har været en nøglespiller på Jess Thorups mandskab i denne sæson.

‘Transfervinduet’ kan også fortælle, at FCK-ledelsen i efteråret har tilbudt Stage en ny kontrakt, som han dog har takket nej til.

Den høje pris på Jens Stage skal ses i lyset af, at FCK med anfører Zecas alvorlige skade ikke ligefrem vader i kvalificerede centrale midtbanespillere

Stage, som fik landsholdsdebut i efteråret, har i denne sæson været en stor profil for FCK, som i foråret skal forsøge at indhente FC Midtjyllands forspring i toppen af Superligaen.

Midtbanemanden, som blev købt i AGF i sommeren 2019, har nettet fem gange i sæsonen, hvor han er blevet brugt både på kanten og centralt.