De kunne sælge ham i morgen, hvis det var det, Ståle Solbakken ønskede. Men der er næppe nogen spiller, som FC København-manageren har mindre lyst til at lade gå end Jonas Wind.

Den 20-årige angriber spreder lige nu sine vinger ud i Superligaen og lader selvtilliden løfte ham igen og igen. Den seneste uge er videoen af hans straffesparksmål mod Røde Stjerne nået langt ud over de danske grænser og er vel nærmest gået viralt.

Det var historien om en 20-årig dansker, der tager et straffespark på en af Europas mest frygtede hjemmebane, kort før tid, bagud 1-0, i en essentiel Champions League-kvalkamp - og så vælger at chippe bolden i mål.

Storheden i den detalje forstod man ikke bare i Danmark, men også i mange andre lande. Og imens videoen af målet stadig deles derude, er Jonas Wind allerede videre med to mål i kampen mod Lyngby.

Han er Superliga-topscorer og lige nu Danmarks varmeste angriber på trods af sine bare 20 år. Tirsdag står han så som en af hovedrolleindehaverne i den gyser, der kan sende FC København i et europæisk gruppespil.

Vinder FCK over Røde Stjerne samlet, er Europa League sikret og med en duel mod Young Boys fra Schweiz om en billet til Champions League. Og Jonas Wind sørgede med sit mål til 1-1 i Beograd for, at FC København med rette kan tillade sig at håbe på det.

Han kommer også til at blive et fokuspunkt i returopgøret, for Superliga-topscoreren er lige nu det varmeste navn.

Derfor zoomer B.T. her ind på den 20-årige FCK-angriber.

Foto: Pedja Milosavljevic/+38164126095
Vis mere

Panenkaen
Da Jonas Wind løb til straffesparket i Beograd med en håndfuld minutter tilbage af den ordinære tid, var det med pibende serbere i øret. Han chippede, scorede en såkaldt Panenka - opkaldt efter Antonin Panenka, som var første mand til at chippe bolden i mål på straffe - og scorede.

Det fik ordet ‘Wind’ til at være et af de mest brugte på Twitter i minutterne efter. En lille viral succes var ved at blive født. Og Jonas Wind har da siden også brugt en del af sin tid på at se præcis det mål.

»Jeg har set målet over 10-15 gange for at være ærlig. Man bliver hele tiden vist det på de sociale medier, om man vil det eller ej. Jeg vil da også være ærlig at sige, at jeg ikke gør noget for at undgå at støde ind i det. Det er meget dejligt lige at se igen. Det ser meget godt ud på video også efterfølgende,« siger Jonas Wind og beskriver følelsen af at se sit mål igen og igen.

»Jeg får næsten en lille smule nerver på igen, når jeg ser det. Tilløbet op til straffesparket. Der gik lang tid, før jeg fik lov til at sparke. Det giver næsten stadig lidt kuldegysninger, når jeg ser det. Jeg er glad for, at den gik ind.«

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Målformen
Det blev kun til seks mål i 21 kampe i sidste sæson. Det ændrer ikke på, at Jonas Winds præstationer i FC Københavns guldsæson bliver betragtet som hans gennembrud. For han viste glimt af kvalitet med sine førsteberøringer, teknik og øje for medspillerne som en opbyggende spilstation.

Men det er bare mål, der løfter en angriber derop, hvor han bliver betragtet som en succes.

»Mål kommer lidt i stimer. Jeg leverede fint det sidste halve år af sæsonen, men fik ikke lavet så mange mål, som jeg havde ønsket. Lige nu ryger de ind i målet, og det kan hurtigt gå den anden vej. Det ved jeg. Så det er også med at nyde det nu, når det går rigtig godt for mig og holdet,« siger Jonas Wind.

Lige nu hedder stimen seks mål i sæsonens første otte kampe for FCK-angriberen.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Holdkammeraten
Jonas Winds præstationer er blevet bemærket af de danske fodboldfans derude. Holdkammeraterne har dog også set, at den 20-årige Hvidovre-dreng lige nu springer trin over på udviklingsstigen.

Alligevel maner Viktor Fischer til en lille smule ro - for at beskytte sin unge makker.

»Jeg kommer til at lave sådan klassisk irriterende-studievært-ting, hvor jeg siger, at vi vidste det jo godt. Vi ved jo godt, at han har det i sig. Vi ved også, at han kan blive bedre. Vi ved, at der kan komme en periode, hvor han heller ikke lige har det nemt, fordi han er så ung. Men lige nu er han bare rigtig, rigtig god og rigtig, rigtig talentfuld. Han træffer de rigtige beslutninger og er meget kølig i afslutningsøjeblikket. Vi er rigtig glade for vores angribere lige for tiden,« siger Viktor Fischer og sætter ord på potentialet.

»Det er svært at sige, når det er i den danske liga. Men Jonas er et stort talent, og Jonas kan blive rigtig god for os. Han er god for os, og han kan blive endnu bedre for os. Han kan også blive en god spiller, men han skal have lov at tage et skridt ad gangen. Han skal have lov til at nyde det her, og han skal have vores opbakning til at blive endnu bedre.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Landsholdet
Den 26. august udtager Åge Hareide sin trup til EM-kvalkampene mod Gibraltar og Georgien. Nicolai Jørgensen er lige kommet tilbage på træningsbanen efter en skade, Kasper Dolberg blev taget ud af Ajax’ Champions League-kvalifikationskamp mod PAOK i sidste uge og Andreas Cornelius spillede sine seneste minutter den 20. februar.

Så hvor efterlader det Jonas Wind i forhold til landsholdet?

»Jonas Wind er en kommende landsholdsangriber. Ingen tvivl om det det. Og hvorfor ikke få ham ind i varmen så tidligt som muligt. Med tanke på hvad der ellers er at vælge mellem, når det gælder pladsen som frontangriber, bør Wind have chancen, når Åge Hareide udtager sit næste landshold om to uger,« siger B.T.s fodboldkommentator, Søren Hanghøj, og vurderer mulighederne.

»Lige nu ligner Kasper Dolberg den oplagte starter mod Gibraltar og Georgien, mens der er store spørgsmålstegn ud for Nicolai Jørgensen. Wind er så formstærk, at han ganske enkelt ligner det bedste alternativ til Kasper Dolberg lige nu. Hvis han udtages, kan der måske endda vente lidt spilletid mod Gibraltar. For det er svært at finde en bedre modstander og en bedre anledning til en 20-årig mulig debutant.«

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Interessen
Han kunne sælges i morgen. Sådan lyder det indefra i FC København, når snakken falder på Jonas Wind. Ikke at det overhovedet er på tale, for han skal ingen steder denne sommer.

Jonas Wind, hans bagland og ikke mindst FC København er enige om, at der lige nu hænger et stort, fedt skilt med ordene ‘ikke til salg’ om halsen på Wind. Derfor bliver selv indledende interesse fra andre klubber verfet væk.

Den store interesse er med andre ord kun noget, som Jonas Wind tænker over, når journalister graver i det.

»Jeg mærker det ikke. Jeg ved godt, at jo bedre man leverer over en længere periode, så vil der automatisk komme nogle klubber. Men det er slet ikke noget, jeg tænker på. Og ikke noget jeg hører eller noget. Jeg koncentrerer mig bare om at spille fodbold,« siger Jonas Wind.