Jonas Wind har et ‘Midas touch’ for tiden. Bolden bliver til guld, når den lander ved den 20-årige angribers fødder, som med to mål mod Lyngby nu har scoret fem mål i de første fem Superliga-kampe.

Men det har krævet en opsang fra Ståle Solbakken at få presset målene ud af Jonas Wind. I hvert fald hvis man spørger FC København-manageren.

»Den største forskel fra sidste år til i år er, at han går ind, hvor det gør ondt. Jeg har sagt til ham, at han ikke kan spille U17- og U19-fodbold i Superligaen. Hver gang, der kommer et indlæg, står du ude på kanten af feltet og vil have en aflevering tilbage. Der, hvor det er nemt. Du må ind, hvor det gør ondt, og hvor du kan risikere at få en skade. Du er så stor og stærk. Der er han meget bedre i feltet nu,« siger Ståle Solbakken og udpensler sin store sommeropgave med den talentfulde angriber.

»Tænk, hvor mange nedfaldsfrugter, der kommer, når du spiller med N’Doye. Og så står du 15 meter fra ham. Det er helt idiotisk.«

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Jonas Wind er altså begyndte at slå sig lidt, og det betyder så også, at Lyngby slog sig på den 20-årige angriber. To mål scorede han mod Lyngby fredag aften, og de faldt tre dage efter, at han på kølig vis chippede et straffespark i mål i de sidste minutter mod Røde Stjerne på udebane.

Selvtilliden er da også stor.

»Det hjælper på det at lave mål. jeg er inde i en god stime lige nu, så det siger sig selv, at jeg kommer med god selvtillid. Jeg  har altid haft tro på egne evner, men lige nu går bolden i nettet, og det er selvfølgelig rart,« siger Jonas WInd.

Han håber nu, at han kan slippe lidt for at høre på sin norske managers ord om at blive mere modig i sit spil.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

»Det har jeg hørt lidt for. Jeg har selvfølgelig været bevidst om det, og det er noget, jeg fokuserer på - at komme ind, hvor det gør ondt og få lavet nogle kasser. Det er for det meste inde i feltet, at målene bliver lavet. Det var det også i dag. Jeg vil ikke sige, at han har punket mig så meget med det, men jeg skal forhåbentlig ikke høre for det mere.«

FC København havde fået plads til at spare flere af de mest slidte stjerner, så de kunne være klar til Champions League-kvalifikationskampen mod Røde Stjerne i Telia Parken på tirsdag.

En af dem var netop Dame N’Doye, og det fravær fik Wind til at føle et ekstra ansvar.

»Han er også ved at være oppe i årene, så det er fair nok, at han får sine pauser. Jeg prøver for så vidt muligt i hver kamp at tage et ansvar for, at vi leverer godt offensivt. Når vores store stjerneangriber, N’Doye, ikke er med i dag, er det med at tage noget ansvar. Det, synes jeg, at jeg gør ved at gå forrest på banen og levere en god præstation. Det gjorde jeg i dag med to mål til følge,« siger Jonas Wind.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Hvis du siger, at N’Doye er jeres store stjerneangriber, hvad er du så efterhånden?

»Lille stjerneangriber, haha. Nej! Det er gas. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde sig selv. Det må I finde ud af. Det synes jeg ikke selv, jeg skal sætte ord på. Lige nu går det meget godt, og jeg håber, det kan blive ved med,« siger Jonas Wind.

Det er han næppe den eneste, der håber. For mange FC København-fans vil sikkert gerne have, at der er Wind i sejlene lang tid fremover. En af dem er Jonas Winds storebror.

»Min yngste storebror, Mathias, stod på Sektionen i dag, og jeg kunne lige få øjenkontakt med ham efter kampen. Det er dejligt at kunne juble lidt mod Sektionen. Det var meget fedt at få set ham og få scoret et mål mod Sektionen og også ham.«