Når FC København tropper op til den nye Superliga-sæson efter sommerferien, bliver det med nye ansigter.

Og måske med et farvel til nogle af de vante.

Med andre ord venter en yderst vigtig transfersommer for FCK, hvor sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen får mulighed for at sætte sit præg på truppen.

Arbejdet er allerede i fuld gang, siger FCK-bossen, der kommer til at luge ud i truppen.

»Jeg kommer ikke til at snakke i detaljer om, hvordan vi griber transfervinduet an, men selvfølgelig kommer der bevægelse. Der kommer til at ske ændringer, det tror jeg godt, I kan regne med,« siger han.

Han peger på et konkret område, han giver sig i kast med.

»Vi kan godt regulere på det ved at få nogle typer ind, som kan matche og mikse med det flair, vi egentlig har. Det er det arbejde, jeg skal i gang med nu,« siger han.

»Vi har nogle ting, der skal kigges på, vi kan ikke lukke så mange mål ind, som vi gør. Det er klart. Vi kan forstærke billedet af FCK ved at bringe nogle typer ind, som kan være et miks med vores flair, og så tror jeg, vi kan se et langt stærkere FCK efter sommerferien,« lyder det.

Sportsdirektøren er dog ikke meget for at kommentere på eventuelle salg. Såsom Viktor Nelsson, der er blevet rygtet til Crystal Palace.

»Der har satme været mange rygter. Tidligere spillere, der gerne vil hjem, og så videre. Det er ikke noget, jeg kan gå i detaljer omkring.«

FCK har allerede meldt ud, at man ikke forlænger lejeaftalen med den tidligere AGF-spiller Mustapha Bundu.

FCK sluttede på en skuffende tredjeplads og fik bronze på trods af nederlaget på 1-2 til Randers i sidste spillerunde.