Der er dækket op til guldfest i Herning, hvor et point til FC Midtjylland mod FC København udløser et nyt mesterskab til midtjyderne.

Men selv om der er slækket en smule på corona-restriktionerne, og der ventes op mod 4.800 fans til kampen, så har de mest fanatiske FCM-fans ganske usædvanligt valgt at blive væk fra opgøret.

De mener ganske enkelt ikke, at de vil kunne overholde de restriktioner og regler om at holde afstand og forblive siddende på sin plads, der er til Superliga-kampe her i corona-tiden. Særligt ikke, hvis guldkampen går op i en højere enhed for midtjyderne.

»Det vil nok komme som en overraskelse for mange, men vi er blevet enige i det uofficielle fanmiljø om, at vi ikke møder op til kampen. Det er ikke en boykot. Men så længe vi skal sidde ned, kan vi ikke bidrage med det, vi plejer med følelse og indlevelse,« siger FCM-fanen Mads Bek til B.T., efter at han meldte nyheden ud i FCM-fan-podcasten Sort Snak i går.

FC Midtjylland vs. Brøndby IF. Superliga-runde 28, MCH Arena. FCM fans, tilskuere ialt 300. Herning torsdag 18. juni 2020.
FC Midtjylland vs. Brøndby IF. Superliga-runde 28, MCH Arena. FCM fans, tilskuere ialt 300. Herning torsdag 18. juni 2020. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Han understreger, at der ikke er noget dramatisk i fanmiljøets fælles beslutning, men han mener, at det er urealistisk, at disse fans, som tæller 80-100 mennesker, og som er vant til at stå tæt og synge, hoppe og råbe deres hold frem til sejr, ville kunne holde sig på måtten, hvis nu der er guld i udsigt og måske lidt alkohol i blodet.

Derfor vil de hellere blive væk for ikke at stjæle fokus og ende i dramatiske scener, som man så i pokalfinalen, som blev afbrudt i et kvarter, da AaB-fans overtrådte reglerne på stadion og endte med at udvandre fra kampen.

»Hvad er chancen for, at de 80-100 fra det her miljø ville kunne blive siddende i det tilfælde, at FCM er på vej mod guldet hen mod slutningen af kampen? Vi kan ikke garantere, at vi ville kunne holde os inden for reglerne, og så er det svært at tage beslutningen i fællesskab midt i kampens hede. Det så man i pokalfinalen,« siger Mads Bek, som taler på vegne af de uofficielle FCM-fanfraktioner.

Udmeldingen kommer i ly af den heftige fokus, der har været på FC Midtjyllands hårde kerne af såkaldte stemningsskabende fans.

I de øvrige hjemmekampe, som FCM har spillet efter corona-pausen, har den fanatiske fangruppering ikke overholdt afstandskravene på tribunen, hvilket har været tydeligt på tv-billeder.

Derudover har det skabt røre, at FCM-fans under en kamp i juni mod AGF råbte 'bøsser går i grønt' mod dommeren. Den homofobiske sang kostede FC Midtjylland en bøde på 40.000 kroner.

Mads Bek siger, at også den episode har givet stof til eftertanke, og nu vil FCM-fansene droppe smædesangen, som de særligt bruger mod lokalrivalerne fra Viborg FF.

»Vi har været i søgelyset. Snoren er ikke lang for os. Nu kører vi det med selvjustits, og jeg kan sige nu, at der ikke kommer homofobiske og racistiske tilråb og sange på MCH Arena fra FCM's fans. Tiden er løbet fra sådan en sang, og jeg vil understrege, at vi ikke har en negativ holdning til homoseksuelle,« siger Mads Bek.