Der har været mange spekulationer, efter Ståle Solbakken søndag aften trådte frem på tv og fortalte sin version af sin fyring i FC København 10. oktober.

En af spekulationer går på bestyrelsesmedlemmet og FCK-koryfæet William Kvist. For tog Ståle Solbakken William Kvist i forsvar, eller slagtede han den tidligere midtbanespiller?

Det svarer ekspertkommentator Bo Henriksen på i 'Offside', som blev vist mandag aften på TV3+.

»Jeg er ikke i tvivl om, at Ståle har tænkt rigtig meget over, hvordan han skulle ødelægge William Kvist. Det værste for mennesker er jo at være inkompetent,«  siger Bo Henriksen og tilføjer:

»Og det er det, han kalder ham. At han er lakaj for de store drenge og tager al skraldet. Han er egentligt ligegyldig, han har ingen input at komme med til bestyrelsen omkring nogle fyringer eller omkring noget som helst andet.«

»Det er et af de største karaktermord i dansk fodbold nogensinde for en landsholdsspiller, der har gjort så meget, også for dansk fodbold, og han har også været god i FC København,« siger den tidligere Horsens-træner og fortsætter:

»Men Ståle splitter ham jo fuldstændig ad, i atomer. Han har jo ødelagt ham. I hvert fald i forhold til hans kompetencer og i forhold til hans viden omkring fodbold.«

»Det er voldsomt, som han smider en kniv i ryggen på ham,« afslutter Bo Henriksen.

Bo Henriksen.
Bo Henriksen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ståle Solbakken fortalte søndag i et flere timer langt interview med Camilla Martin og Jesper Grønkjær blandt andet, at William Kvist er placeret i en rolle, som han ikke kan klare.

»Jeg mener, at han (William Kvist, red.) er placeret i en rolle, som han ikke har forudsætninger for at klare eller være i.«

»Jeg synes, det er synd for William. Jeg synes ikke, at han skal stå der og være ukomfortabel,« sagde Solbakken, før han blev en smule kryptisk.

»Ja, men jeg tror ikke, jeg skal sige mere om det…«

Herefter bliver han dog igen spurgt til William Kvists rolle i fyringen af værterne Camilla Martin og Jesper Grønkjær.

Det er flere gange blevet fremhævet, at Kvist er den eneste med forstand på den sportslige del i bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment – selskabet bag FCK – og derfor har han haft en markant stemme i beslutningen om at sparke nordmanden ud.

Men det tror Solbakken altså ikke på.

»Jeg tror bare ikke, han er kommet med nogle kraftigt input til den diskussion, desværre (...) Altså, han er kastet ud på dybt vand her. Alt for dybt vand,« siger Ståle Solbakken, før han så igen stopper sig selv.

Derudover fortalte nordmanden også, at han blev fyret over telefonen af Bo Rygaard.

Hele interviewet med Ståle Solbakken kan ses på Viaplay.

B.T. har anmodet om et interview med William Kvist, men det afviste FCK tirsdag.