Ståle Solbakken.

Et navn, der bliver ved med at hjemsøge FCK og klubbens nye træner Jess Thorup i disse dage.

Nordmanden gav søndag et stort interview til TV3 Sport om sin fyring i klubben. Og det skabte bølger igennem alt og alle. Forud for Randers-kampen var Solbakken på alles læber.

Ikke nok med, at klubben er i massiv sportslige krise, så skal Thorup også navigere i kølvandet af Solbakkens udtalelser.

Det siger han, da B.T. spørger ham efter 1-2-nederlaget til Randers mandag.

»Prøv at hør, det er klart, jeg mærker det. Det ville være mærkeligt andet, hvis spillerne ikke går og snakker om det. Hele 10’eren (FCKs træningsanlæg, red.). Alle omkring snakker jo om det. Hele vejen op igennem klubben. Jeg kan kun holde fokus på det, jeg skal. Og det er at arbejde med spillerne. Men jeg kan ikke underkende, at al den virak, der er, influerer også i spillernes hoveder. I alle folk omkring mig. Jeg har ikke set interviewet, fordi jeg vidste, det ville give alt for meget virak. Jeg vil fokusere på at være fodboldtræner. Men der sker meget i og omkring holdet og klubben, som jeg ikke har den store indflydelse på, og det er da ærgerligt.«

Men hvis det påvirker spillerne, og du ikke har indflydelse på det, hvad kan du så gøre fremadrettet?

»Så lad mig sige det på den måde: Nu er der lukket op for posen. Lad os få lukket den sag ned. Vi kan ikke blive ved med at rippe op i, hvad der er sket og ikke er sket. Jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg må kigge fremad og fokusere på mit eget arbejde,« siger Thorup.

Mod Randers blev Thorups panderynker kun dybere. Han kunne se et FCK-hold, der knækkede sammen på midten.

»Det er tydeligt, det er en gruppe spillere, der mangler selvtillid og tro på tingene. Nogle gange skal det komme med lidt held, nogle succesoplevelser. Når vi ikke scorer på vores chancer, og da vi får mål imod, kan man se, de måske mangler endnu mere selvtillid,« siger han.

I sin Superliga-debut tabte Thorup 0-4 til de gamle venner i Midtjylland, mens nederlaget til Randers på hjemmebane fortsatte den sløje start.

»Det er ikke den start, jeg havde håbet på. Det er ingen hemmelighed. Der er sådan, det er. Vi må arbejde lidt hårdere. Vi må italesætte, at vi har et problem. For det har vi.«

Noget af det, Thorup har ændret på, er systemet. Han er gået over til 3-4-3. Med tre mand i forsvaret. Her havde især Mathias 'Zanka' Jørgensen en rædselskamp mod Randers.

»Jeg tror ikke, vi skal snakke om systemer og alt muligt andet. Sejre er den bedste medicin. Får vi ikke dem, kommer vi længere og længere ned. Vi skal have vendt det hurtigst muligt, så det ikke bliver frit fald. Jeg skal tage et kæmpe ansvar som træner. Og det gør jeg,« siger han og forklarer om sine ændringer:

»Jeg så systemskiftet som en mulighed for at få den ud af den boble med manglende selvtillid og tro på det. Når jeg ser dem på 10’eren, er de sindssygt energiske og nysgerrige og tænker ‘hold kæft, det er det fedeste, vi har oplevet.’ Men jeg ser et eller andet spøgelse, når de træder ind i Parken. Folk kan høre, hvad de råber. Der er ingen fans, vi er vant til 20-30.000, der hjælper dem og har vundet kampen for os på forhånd. De er her bare ikke nu. Vi skal klare det selv, og det er vi måske ikke helt bevidste omkring,« siger Thorup og advarer, at FCK ikke finder tilbage uden videre.

Det kan tage tid.

»Vi skal prøve at være et skridt foran alle andre. Og det er måske det, vi prøver at åbne lidt for, som man ikke har gjort i rigtig mange år. Det er måske en større mundfuld end som så. Det skal jeg vurdere. Er det eller er det ikke? Men jeg tror, det bliver en længere rejse, end folk lige går og tror. Den skal vi være klar til at tage. Det nemmeste ville være at falde tilbage til patten. Men er det, man har lyst til? Det tror jeg ikke.«