Kan man sende en mail til et hotel i Dubai og sikre sig, at hotellet behandler sine ansatte ordentligt og ikke bryder menneskerettighederne?

Ifølge FC Midtjylland og anfører Erik Sviatchenko er svaret ja.

Det var i et interview med B.T., at Sviatchenko forklarede, at FCM ikke havde haft nogen moralske og etiske kvababbelser ved at rejse til Dubai på træningslejr.

Årsagen var, at de danske mestre på forhånd via mailkorrespondance med hotellet havde sikret sig dokumentation for, at der er »styr på tingene«, og at de ansatte er på overenskomst.

Angiveligt skulle man – både som fodboldklub og privatperson – uden problemer kunne maile et hotel og få udleveret den slags papirer.

Men Martin Hvidt, der er lektor på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, sår nu alvorlig tvivl om den udlægning.

»Jeg tror ikke ret meget på det. Fra hvad jeg kender det – jeg har boet der i tre år og studeret det meget nøje – så skulle det være noget meget nyt, hvis hotellerne er begyndt at kunne give garantier for den slags,« siger Martin Hvidt.

B.T. ville gerne spørge FCM-direktør Claus Steinlein, om Erik Sviatchenkos gengivelse er korrekt, ligesom vi gerne ville se den dokumentation, som klubben tidligere skulle have modtaget fra hotellet i Dubai.

FCM-direktør Claus Steinlein har ikke ønsket at stille op til interview.
FCM-direktør Claus Steinlein har ikke ønsket at stille op til interview. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I første omgang henviste Claus Steinlein til FCM's presseafdeling for at arrangere et interview.

Den opfordring blev fulgt, men efter 11 dage lød beskeden på sms fra pressekoordinator Mads Hviid Jakobsen således:

»Vi har ikke noget nyt at tilføje.«

»Inden vi tog på træningslejr i Dubai, sikrede vi os gennem vores lokale samarbejdspartner, at hotellet behandlede og betalte deres medarbejdere ordentligt. Det vil også fremover veje tungt, når vi vælger, hvor vi placerer vores træningslejre.«

B.T. har efterfølgende spurgt, hvordan FC Midtjylland konkret sikrede sig disse ting. Ligesom vi endnu en gang har efterspurgt indsigt i den dokumentation, som hotellet skulle have fremsendt.

Men her lød det igen, at FCM »ikke har noget nyt at tilføje«.

B.T. har forsøgt at følge den fremgangsmåde, som Erik Sviatchenko beskriver, og vi har derfor kontaktet JA Jebel Ali Beach Hotel, hvor FCM plejer at bo, når man er på træningslejre i Dubai.

I løbet af knap tre uger har B.T. sendt adskillige mails til JA Jebel Ali Beach Hotel. Her har vi efterspurgt dokumentation for, at hotellets ansatte er på overenskomst.

JA Jebel Ali Beach Hotel har imidlertid ikke besvaret vores henvendelser.

Det overrasker dog ikke lektor Martin Hvidt fra Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet. Han forklarer nemlig, at man slet ikke har overenskomster i Dubai.

»Der er uendeligt få fagforeninger, og de, der er, er slet ikke, som vi kender det fra Danmark. Og der er heller ikke nogen minimumsløn.«

»Strukturen er jo sådan, at man som ansat er bundet op på en arbejdsgiver, som har importeret en, og som så styrer ens kontrakt. Det kan være en kontrakt, hvor der står, du skal arbejde 10 timer om dagen, men så bliver det 12. For jo mere presset den enkelte arbejdsgiver er, jo mere bliver kastet over på enkelte migrantarbejder, som kommer til landet.«

Men hvis man nu alligevel skulle få en mail fra et hotel i Dubai, hvor det fremgår, at der er styr på tingene, ville det så være nok til give dig ro i maven?

»Nej, det ville det ikke,« fastslår Martin Hvidt.