En enkelt sætning kan sige mere end 1.000 ord - og gå i rundhyl i den europæiske fodboldpresse.
Det er tilfældet med Christian Eriksen, som på ganske stilfærdig vis har udlagt sin noget håbløse situation i Inter, hvor han er langt fra at være træner Antonio Contes foretrukne midtbanespiller.
»Nej, det var ikke, hvad jeg havde drømt om,« lyder det fra den danske landsholdsstjerne til TV 2 om den manglende spilletid i den italienske storklub siden skiftet dertil fra Tottenham i januar.
Og så kan det ellers være, at de har spærret øjnene op i Inters hjemland, det fodboldgale støvleland Italien, og i resten af Europas mest fodboldrygte-glade medier.


Således er Eriksen at finde på forsiden af den store Milano-sportsavis La Gazzetta dello Sport, ligesom hans citater fra TV 2-interviewet har ramt alt fra The Sun over Daily Mail til Goal.com.
For hvad betyder det, når forsigtige Christian Eriksen ytrer, hvad der kan tolkes som utilfredshed med sit Inter-'mareridt'? Vil han væk, og hvortil? Sker det til januar? Og hvordan reagerer Conte?
»Jeg koncentrerer mig om at spille noget fodbold, og så må vi se, når vinduet åbner, hvad der skal ske, eller hvad der ikke skal ske,« uddyber Eriksen diplomatisk og en smule kryptisk i interviewet, som er citeret vidt og bredt.
Christian Eriksen har langtfra været et hit i Inter, og han er i denne sæson gledet ud i kulden, når Antonio Conte skal stille med sit stærkeste mandskab.
På rygtebørsen kædes Eriksen sammen med eksempelvis Paris Saint-Germain, men i et coronaramt januar-transfermarked kan det være svært at få et megaskifte til at ske.