Det har ikke været let at være AaB-spiller i den seneste tid.

Først var det klubbens mangeårige sportsdirektør Allan Gaarde, der forlod klubben, inden det for alvor blev hårdt, da det blev meddelt, at cheftræner Jacob Friis' datter har fået leukæmi.

Derfor var det også en følelsesladet Kristoffer Pallesen, der gav interview efter 3-1-sejren over Sønderjyske.

»Det har været en virkelig, virkelig trist uge. Vi troede jo, at det var trist, at Gaarde stoppede, og det var det også, men så kulminerede det i tristhed, da vi fik meddelelsen med Friis,« sagde han til TV3 Sport. Se hele interviewet øverst i artiklen

For at markere støtten til AaB-træner Jacob Friis' kræftsyge datter rejste alle tilskuere sig på stadion og klappede i ét minut, i det tredie spilleminut.
For at markere støtten til AaB-træner Jacob Friis' kræftsyge datter rejste alle tilskuere sig på stadion og klappede i ét minut, i det tredie spilleminut. Foto: Frank Cilius
Vis mere

Det var i fredags, at det pludselig blev meldt ud, at cheftræner Jacob Friis' treårige datter havde fået konstateret leukæmi.

Familien er derfor blevet indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby for at begynde behandlingen, og derfor var Jacob Friis heller ikke med i søndagens opgør.

Og det var en besked, der ramte flere spillere hårdt, fortæller AaB-backen.

»Tårerne de trillede ned hos mange af os, da vi fik meddelelsen. Der er også rigtig mange af os, der har jævnaldrende børn, så det er noget, der gør stort indtryk, og jeg er simpelthen bare så glad for, at den her uge endte lykkeligt,« fortalte Pallesen.

Under søndagens opgør mellem Sønderjyske og AaB på Sydbank Park i Haderslev rejste alle tilskuere sig op i det tredje minut for at sende en besked til Jacob Friis' datter og resten af familien. Det øjeblik kan du se lige her.

På trods af de triste omstændigheder var det nordjyske mandskab dog i stand til at gå fra banen som sejrherre.

Gæsterne var ellers bagud 1-0 ved pausen, men fik i anden halvleg vendt det hele og vandt 3-1.

I AaB ved man endnu ikke, hvornår Jacob Friis vender tilbage til sit job.