Jacob Friis, cheftræner for AaB, vil ikke være til stede på sidelinjen, når det nordjyske hold søndag møder Sønderjyske i Superligaen.

Det skriver AaB på deres hjemmeside.

»Jacob Friis' yngste datter på tre år fik i går konstateret leukæmi, og familien blev øjeblikkeligt overført til Aarhus Universitetshospital i Skejby for at begynde behandlingen,« det står der blandt andet i beskeden på klubbens hjemmeside.

På hjemmesiden står der yderligere, at det er uvist, hvornår cheftræneren vender tilbage, og at assistenttræner Lasse Stensgaard foreløbigt overtager Jacob Friis' opgaver med hjælp fra assistenttræner Allan K. Jepsen og U19-ligatræner David Olsen.

Beskeden kommer oveni Knæk Cancer-ugen, hvor der lørdag er det årlige store indsamlingsshow på TV2, hvor man samler ind til kampen mod kræft.

Jacob Friis har været cheftræner for AaB siden slutningen af november 2018.

Han tog over midlertidigt efter fyringen af Morten Wieghorst.

I december meddelte AaB, at Friis' ansættelse blev gjort permanent.

På Twitter er folk også begyndt at udtrykke stor medfølelse og sympati for familien Friis:

I et tweet står der blandt andet:

»Puha. Nyheden om Jacob Friis' datter. Hvor er verden dog uretfærdig! Håber I alle kommer stærkt igennem.«

Også de danske mestre fra FC København sender deres tanker til Jacob Friis og familien: