Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Skuffelsen var ikke til at tage fejl af i Esbjerg, efter det søndag stod klart, at klubben må en tur ned i 1. division i næste sæson.
Men om næste sæson bliver med Troels Bech ved roret er endnu uvist. Og efter søndagens kamp blev cheftræneren spurgt, hvad sæsonens sidste par kampe skal bruges til.
Svaret lød, at der skal spilles for at respektere turneringen og for at respektere klubben som arbejdsplads og den betydning, som den har for mange mennesker i regionen.
»Så kan det da godt være, at vi skal snakke lidt sammen, sportschefen og trænerstaben, hvordan sådan nogle kampe kan bruges fremadrettet,« sagde Troels Bech kryptisk til Discovery Networks efter kampen.
Da træneren blev spurgt, om han kan kunne komme det nærmere, lød svaret blot, at det ikke var muligt, fordi der endnu ikke var blevet snakket om det.
Foruden det kryptiske svar fra Troels Bech var der skuffelse at spore hos en af holdets profiler, der endnu en gang måtte se en føring forvandle sig til et nederlag.
»Sådan har vores sæson været. Vi har været foran, og så smider vi det væk,« siger en tydeligt frustreret Rodolph Austin til Discovery Networks og tilføjer:
»Ting sker, men det her er uacceptabelt. Det er en meget vigtig kamp, og når vi taber på denne måde, så er det uacceptabelt.«
Med nederlaget til Hobro skal Esbjerg bruge næste sæson i NordicBet Liga. I den anden nedrykningspulje er Silkeborg IF allerede rykket ned.