FC København er havnet i et sandt stormvejr, efter de onsdag meldte ud, at de har besluttet at tage på træningslejr i Dubai.

I 2019 droppede man ellers fremadrettet at tage til blandt andet Dubai, fordi det mødte stor modstand blandt klubbens fans på grund af regionens historik for at være på kant med menneskerettighederne. Klubben meddelte, at beslutningen var truffet på baggrund af fansenes modstand.

Men nu har piben fået en anden lyd.

Derfor var B.T. og en række andre medier torsdag til stede på FC Københavns træningsanlæg for at tale med den midlertidige sportsligt ansvarlige, William Kvist, der har været med til at beslutte, at man nu igen tager til Dubai.

Foto: Emil Helms
Vis mere

Han forklarer, at beslutningen er blevet taget udelukkende af sportslige grunde.

»Vi skulle have været til Portugal, men på grund af corona-situationen lukker Europa ned, så turen blev ikke til noget. Vi stod med et dilemma, der hed Dubai eller ingen træningslejr. Vi har forståelse for, at der er nogen, der ikke synes, at det her er det rigtige at gøre, men vi driver også en fodboldklub, hvor vi mener, at det her er det rigtige at gøre. Det er en samlet sportslig vurdering.«

Sidste år meldte I ud, at I droppede Dubai på grund af fansenes reaktion. Hvad har ændret sig?

»Vi ved, at fansene gerne vil vinde fodboldkampe, og fodboldfagligt skal vi se at bruge de optimale betingelser for at kunne præstere. Træningslejr er et vigtigt argument.«

Det lyder, som om I prioriterer sportslig succes over menneskerettigheder?

»Nej, det er ikke det, vi siger. Vi ved godt, det er en svær debat, men vi må bare konstatere, at corona har lukket verden ned, så der var ikke noget bedre alternativ. Vi anerkender fuldstændig dilemmaet i forhold til etik og moral.«

William Kvist er efter beslutningen blevet hængt ud på de sociale medier. Her har flere delt en helt særlig video, hvori han optræder. I 2016 var han nemlig bestyrelsesmedlem i Spillerforeningen, der i en kampagne italesatte de kritisable forhold i Qatar.

Her talte han med alvorlig mine om 'tusindvis af dødsfald' og 'udnyttelse af arbejdere' og konstaterede, at 'det ikke har noget med fodbold at gøre, at tusindvis af arbejdere skal dø for at bygge et fodboldstadion'.

I 2016 var du en del af Spillerforeningens kampagne mod forholdene i Qatar. Hvordan kan du så stå og forsvare, at I tager til Dubai?

»Det er jo Qatar, vi snakker om dér.«

Men situationen er vel noget nær det samme i Dubai?

»Det er jeg ikke 100 procent inde i, om det er sådan. Det ved jeg ikke, om det er?«

Arbejdsforholdene og synet på menneskerettigheder er vel det samme i Dubai?

»Jeg vil bare sige, at jeg står 100 procent ved det, jeg sagde dengang. Og det viser også, hvor svær den her beslutning har været. Det er klubbens beslutning. Ikke min.«

Men du står jo på mål for den?

»Ja, og det gør jeg bestemt også. Det viser også, hvor svær en beslutning det har været. Vi ville gerne have truffet et andet valg, men det har ikke været muligt på grund af corona-situationen.«

Så fordi der en global pandemi, så er I ligeglade med fansenes holdning?

»Nej, vi er bestemt ikke ligeglade. Vi giver ikke corona skylden for beslutningen.«

Men det er jo det argument, I bruger for at tage til Dubai i år?

»Ja.«

Hvorfor vægter I det argument højere end fansenes holdninger?

»Vi har fuld forståelse for fansenes reaktion. Det har været vigtigt for os at få de optimale forhold på en træningslejr. Vi vil gerne bevare de ambitioner, vi altid har haft.«

Men kunne I ikke være blevet hjemme i Danmark og have fundet en bane, I kunne spille på, ligesom de andre Superliga-klubber?

»Vores vurdering har været, at det ikke lever op til de ambitioner, vi har.«