To AaB-spillere bor i en af de nedlukkede nordjyske kommuner. Superligaklubben har nu sendt dem på hotel.

Fodboldklubben AaB slipper nogenlunde nådigt igennem den nordjyske corona-nedlukning.

Det vurderer direktør Thomas Bælum. Han fortæller, at to af klubbens spillere er berørt af regeringens seneste restriktioner, der betyder, at borgerne i syv nordjyske kommuner ikke må krydse kommunegrænsen.

»Vi har to spillere, der bor i det berørte område.«

»De er nu kommet ind på et hotel, så de kan deltage i træningen og spille kampe uden at skulle pendle over kommunegrænsen,« siger Bælum.

Direktøren fortæller, at det har været forholdsvis nemt at overtale spillerne til at flytte på hotel.

»Det er unge spillere, som ikke har kone og børn. Det gør det lettere. De synes måske endda, at det er helt rart at komme på hotel.«

»Langt de fleste af de øvrige spillere i truppen bor i midtbyen eller i Aalborg,« siger Thomas Bælum.

Han forklarer, at berørte spillere fra klubbens ungdomshold har fået tilsendt individuelle træningsprogrammer, så de kan holde sig i form i de kommende uger.

»Så AaB A/S klarer sig igennem den her situation, men vi er selvfølgelig bekymret på hele Nordjyllands vegne og de berørte brancher.«

»Vi håber, at de her restriktioner kun varer ved i den her måned,« tilføjer Bælum.

AaB møder fredag aften på udebane Randers FC i Superligaen.

/ritzau/