Reglen om hånd på bolden i fodbold skal ændres.

Det mener Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), hvis præsident, Aleksander Ceferin, har sendt et brev til præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Uefas argument er, at den nuværende formulering af reglerne medfører for mange uretfærdige kendelser. Det er i mange tilfælde umuligt for den forsvarende spiller at undgå kontakt mellem bold og hånd, mener Ceferin.

Reglerne om hånd på bolden blev ændret tilbage  i 2019, således at der ville blive fløjtet, hvis en spillers arm gjorde kroppen 'unaturligt større', eller hvis den var løftet over skulderhøjde – uanset om det var forsætligt eller ej.

Tanken var at gøre reglen klarere, men det seneste styyke tid har reglen ført til en lang række af kontroversielle kendelser. Uefas præsident mener derfor, at reglen har gjort mere skade end gavn.

»Forsøget på nøje at definere de tilfælde, hvor hånd på bolden er ulovligt, har resulteret i mange uretfærdige beslutninger, som er blevet mødt med voksende frustration og ubehag fra fodboldverdenen,« siger Ceferin ifølge AS.

Det er det, som Uefa nu vil gøre op med.

Ifølge Ceferin er forsvarsspillere ofte nødt til at agere unaturligt i feltet for at undgå at få en dom imod sig. Det ses eksempelvis ved, at de holder hænderne på ryggen af frygt for at få sparket bolden op på hånden.

Hvis reglen skal ændres, skal det ske i International Football Association Board (Ifab), hvor Fifa har fire stemmer.

Fodboldforbundene i England, Skotland, Wales og Nordirland har en hver.