Den længe ventede EM i håndbold for kvinder på dansk jord hænger i en tynd tråd.

I hvert fald den del af slutrunden, som efter planen skal afholdes i Frederikshavn, der ligesom det øvrige Nordjylland i går blev ramt af et massivt lockdown efter fund af muteret coronavirus.

Dansk Håndbold Forbund, DHF, kæmper i disse timer for at sikre, at slutrunden kan gennemføres – hvis ikke i Frederikshavn så et andet sted.

»Det bliver svært at afholde EM i Frederikshavn, men det tager vi med dem, og så kommer vi med en udmelding senere i dag. Hvis ikke vi kan være der, må vi finde alternative løsninger, men vi er nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge,« siger DHF-formand Per Bertelsen til B.T.

Mie Højlund og resten af kvindelandsholdet skal - efter planen - spille EM på hjemmebane i december.
Mie Højlund og resten af kvindelandsholdet skal - efter planen - spille EM på hjemmebane i december. Claus Fisker

Er EM-slutrunden i fare?

»Nej … Eller ja, det er den, men lige nu koncentrerer vi os om den her opgave,« siger Per Bertelsen og henviser til det akutte problem med de massive restriktioner i Frederikshavn.

Formanden forklarer, at han her til morgen har travlt med møder med Frederikshavn, DHF og Det Europæiske Håndboldforbund.

Slutrunden skal efter planen begynde 3. december med kampe i Frederikshavn, Herning og norske Trondheim. Det er præcis den dato, hvor de massive restriktioner i Nordjylland udløber.

DHF-formand Per Bertelsen forklarer til B.T., at man i disse timer kæmper for at finde en afklaring på corona-restriktionerne i Nordjylland, der gør det vanskeligt at afholde EM i Frederikshavn.
DHF-formand Per Bertelsen forklarer til B.T., at man i disse timer kæmper for at finde en afklaring på corona-restriktionerne i Nordjylland, der gør det vanskeligt at afholde EM i Frederikshavn. Claus Fisker

Andre danske byer har allerede meldt sig klar til at overtage værtskabet fra Frederikshavn, fortæller Per Bertelsen:

»Der er mange byer, der er interesserede i at hjælpe os.«

EM-slutrunden har været ramt af et sandt coronakaos. Tilskuere er bandlyst, og medværten Norge har offentligt overvejet at frasige sig værtskabet, fordi landets strenge coronaregler kan sende en nation hjem fra slutrunden, hvis bare en enkelt person tester positiv.

Med den seneste udvikling af den muterede coronavirus i Danmark er det naturligt at stille spørgsmålet, om EM overhovedet bør afholdes – men Per Bertelsen holder fast i, at slutrunden skal gennemføres.

Danmarks målvogter Sandra Toft (1) slår opgivende ud med armene under kampen, i mellemrunden i Gruppe 1, mellem Serbien og Danmark under Kvindernes Håndbold VM i Aqua Dome Kumamoto i Japan, onsdag den 11. december 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Danmarks målvogter Sandra Toft (1) slår opgivende ud med armene under kampen, i mellemrunden i Gruppe 1, mellem Serbien og Danmark under Kvindernes Håndbold VM i Aqua Dome Kumamoto i Japan, onsdag den 11. december 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Bo Amstrup

»Jeg er bekymret, men ikke kun i forhold til den her slutrunde. Det er alt. Vi kan lukke det hele ned og sidde hjemme og snakke med journalister, eller også kan vi prøve at få tingene til at fungere ud fra de forskellige restriktioner.«

»Hvis regeringen kommer til os og siger 'stop', så tager vi selvfølgelig stilling til det, men vi forholder os alene til fakta.«

Per Bertelsen oplyser, at DHF i løbet af få timer kommer med en officiel udmelding i forhold til en mulig aflysning af EM-aktiviteter i Frederikshavn.